(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"


DEN 

!9 1 (I JBi MM> il MJÅ 
Nr, 6 • Juni 1969-118. Årgang 




' wf^' -'• 





% 



V 



M 

i 







Det 
inspirerende 

budskab 

AF STERLING W. SILL, assistent til de Tolv Apostles Råd. 



Vand er det universelle element, og det er symbolet på livet. Jesus anvendte 
det til at give os et personligt vidnesbyrd på sin guddommelighed. Rent vand vil 
også være et af midlerne til jordens regeneration under forberedelserne til 
tusindårsriget. Herren sagde: 

„Og i de ufrugtbare ørkner skal der springe levende vandkilder frem, og den 
udtørrede jord skal ikke længere være et tørstigt land." (L&P 133:29). 

Vand er også symbol på renhed. Jesus sagde, at vi efter at have renset os 
gennem omvendelse skulle døbes og have vore synder vasket væk ved Hans 
soneoffer. 

Gud har forsynet vor jord med underjordiske vandreserver og begravet floder, 
som kan bringes op til overfladen for at holde jorden produktiv og smuk. På samme 
måde findes der store skjulte åndelige magter, som kan anvendes til at oplive vor 
ånd og gøre vort liv smukt og lykkeligt. 

Når vi i stilhed efterlever vor tro og viser kærlighed til retfærd, rører Gud måske 
ved disse skjulte egenskaber, som har rod i vor sjæls dybde, og finder stor åndelig 
styrke til at lutre vort liv og frembringe evig ophøjelse i Hans nærhed. Q 



INDHOLDSFORTEGNELSE 



Til den ideelle fuldkommenhed. 

Af Præsident David O. McKay 179 

Kirken i Alaska. 

Af Eleanor Knowles .... 181 

Kærlighed som inspirerer 

Af Reed H. Bradford .... 185 

Hånd i hånd. 

Af Max B.Elliot 188 

Det nye GIANT-System 

inden for Genealogi .... 192 

Hjælpforeningen 

For al evighed — 
ellers kun for tid. 
Af Harold B. Lee 193 



Princippet lydighed. 

Af S. Dilworth Young .... 195 

Den Præsiderende Biskop 

taler til Ungdommen 

om Vidnesbyrd 196 

Ungdomssiderne 

Uden en eneste bekymring 

i verden. 

Af Willard Mitt Romney ... 193 

Embeder i Præstedømmet. 

Af Richard Cowan 200 

Børnenes Sider 

Kejserens nye klæder. 

Af H. C. Andersen 41 

Pindsvinet med de krøllede 

pigge. Af Marjorie 

Hammit Gardner 47 




DEIV 
STJERWE 



Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Nr. 6 • Juni 1969 
118. Årgang 

Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Don L. Christensen, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Evy J. Simonsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.- pr. halvår, $ 5.- for et 
helt år. I løssalg kr. 2.50 pr. 
nummer. Betaling ved check 
udstedt til Den danske Stjer- 
ne, Priorvej 12, København F. 
eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. (De nævnte pri- 
ser er inklud. moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 

Indlagt i dette nummer: 
Tilmeldingsblanket 





den 

ideelle 

fuldkommenhed 



AF PRÆSIDENT DAVID O. McKAY 



Frihed — personlig frihed — er et resultat af 
hed mod sandheden. For næsten to 
spurgte Pilatus: „Hvad er sandhed?' 
Dette spørgsmål er endnu ubesvaret, men vi har en 
idé om, hvad sandhed er. 

De, som studerer det, siger: „Sandhed er over- 
ensstemmelse med kendsgerninger. Det betyder 
troskab, bestandighed, trofasthed. På en abstrakt 
måde er det virkelig at være til." Vi synger spørgs- 
målet: „O sig,, Ibvsd er sandhed?" <©$ syaflW; ,„D©m 
ædleste skad;, éer ej købes far mi^stam @§ gukfl/ 
(Sangbogen, nr 135). 

Sandhed er alle tings væsen. Det b»©tr©l!S©§ ii Lær© 
&g Pagter: „og sandhed ^r Itauinndtelkste omm USim^arne,, ^otmt« 



179 



de er, som de var, og som de skal blive." (L&P 93:24). 
Det er meget betydningsfuldt, at Jesus sagde til dem, 
som troede på Ham: „Hvis 1 bliver i mit ord, er I san- 
delig mine disciple, 

og I skal forstå sandheden, og sandheden skal 
frigøre jer. "(Johs. 8:31 -32). 

Det er frihed — personlig frihed. 

Samvittigheden er ikke altid en sikker vejleder til 
sandheden. Men de, som vedbliver at følge Kristus, 
de som har anerkendt Ham og har påtaget sig Hans 
navn, de som er blevet døbt og er kommet frem til 
et nyt liv, vil ikke blot have Kristi Ånds vejledning, 
men også, efter den ledsagende håndspålæggelse, 
den Helligånds særlige vejledning og inspiration, den 
Helligånd, som er et medlem af Guddommen. 

Åndelighed er bevidstheden om sejr over sig selv 
og om samfund med det Uendelige. Åndelighed til- 
skynder én til at overvinde vanskeligheder og er- 
hverve sig mere styrke. At føle, at ens evner ud- 
folder sig, og sandhed udvider sjælen, er en af livets 
største oplevelser. 

At være „ærlige, sandfærdige, kyske, velgørende 
og dydige og gøre godt mod alle", det er egenskaber, 
som bidrager til åndelighed, det højeste sjælen kan 
nå til. Den er det guddommelige i mennesket, den op- 
højede kroningsgave, som gør det til konge over alle 
skabte ting. 

Guddommelig er den formaning og den forjæt- 
telse, som blev givet gennem Profeten Joseph 
Smith: 

„. . . pryd altid dine tanker med dyd, da skal du 
have større frimodighed for Guds åsyn, og præste- 
dømmets lære skal falde på din sjæl som himlens 
dug. 

Den Helligånd skal være din stadige ledsager, 
og dit scepter retfærdighedens og sandhedens ufor- 
anderlige scepter, og dit herredømme skal være et 
evigt herredømme, og det skal uden tvang tilflyde 
dig fra evighed til evighed." (L&P 121:45-46). 

Det er den sikre forjættelse til dem, som bliver 
døbt og får håndspålæggelse af dem, som har myn- 
dighed fra det høje, og som derefter lever således, 
at den Helligånd kan være og er deres stadige led- 
sager. 

De, som vedbliver at følge denne vejledning, vil 
kende sandheden, og sandheden vil gøre dem fri — 



Onde ord skærer dybere end 
et sværd. 

Skotsk ordsprog 



ikke ved hykleri eller ved at foregive at følge den, 
men ved oprigtighed. 

Det er en evig sandhed, at efterhånden som vi 
studerer, enten vort emne er åndeligt eller mere 
vedrører denne verdens sager, bereder den kund- 
skab, vi modtager, os kun til at modtage mere på 
det område, som vi har valgt at arbejde med. Kilden 
til kundskab er uudtømmelig efter jordiske stan- 
darder. 

O, mine elskede brødre og søstre og venner, der 
findes en filosofi for den rette levemåde! det er den 
filosofi, som udvikler ånden og leder os til den mulig- 
hed, som dødelige kan opnå — vor elskede Frelsers 
ideelle fuldkommenhed. Jeg ved det. 

Unge mænd og kvinder, som søger en genvej til 
lykke og fornøjelse i dette liv, vil komme til at betale 
regningen, og de vil blive forgældede; de vil blive 
slaver af synden, og den lykke de søger, vil vise sig 
at være aske i deres sjæl. 

Hvilken vidunderlig lektie gav Frelseren os ikke i 
lignelsen om Den fortabte Søn. Han havde et godt 
navn, gode hjemlige omgivelser, mulighed for virkelig 
glæde og fornøjelse i livet, og en god stilling. Men 
han var klar over, at han og hans broder til sidst 
skulle dele deres faders rigdom, og han besluttede 
at søge efter sin egen idé om lykke. Han ønskede 
frihed. Han ville ikke mere være bundet af sin fader. 

Jeg husker også, at en ung pige engang skrev 
til mig: „Jeg er 16 år. Min fader forstår mig ikke; min 
stedmoder vil ikke lade mig gå ud om aftenen, og 
jeg ønsker at komme ud." Hun var irriteret over hjem- 
mets tvang. For sin fader var hun kun et barn, og han 
forstod ikke, at hun var ved at blomstre op til en 
kvinde og ønskede at prøve sine vinger. 

Jeg tror at Den fortabte Søn følte det på samme 
måde, for vi ved, at han sagde til sin fader: „Fader; 
giv mig den del af formuen, som tilkommer mig." 
(Luk. 15:12). Han fik sin del, og han brugte den 
akkurat som millioner bruger den i dag — til at søge 
fornøjelser i stedet for sandhed. Han havde mange 
såkaldte venner, så længe hans penge varede. Han 
troede, han ville finde glæde ved at drikke. Så gav 
han sig til at leve et ryggesløst liv. Han troede han 
havde sin frihed, men han var ved at blive en slave. 
Han var ved at blive bundet i trældom, og han op- 
dagede, at han slet ikke havde opnået nogen lykke. 

Hvis I vil være frie, så følg sandhedens stier — de 
stier, som fører til evig glæde. 

Det kræver mod at følge sandheden i den betyd- 
ning, som jeg har brugt den her. Vær sande mod jer 
selv, sande mod det, som I mener er rigtigt, sande 
mod det, som I ved er rigtigt. 

Jeg beder at vi alle må eje den form for mod, når 
vi står over for livets besværligheder. O 



ELEANOR KNOWLES 



Kirken i Alaska 




Nordenvinden var bitter kold den eftermiddag i sep- 
tember i 1910, da nogle nysgerrige minearbejdere, pels- 
jægere, fiskere og andre stod samlet ved kysten ved 
Bering Strædet. De var der for at bevidne en usædvanlig 
oplevelse. På slaget to kom den 90-årige Højpræst fra Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, dr. E. G. Cannon, op 
på platformen for at fortælle tilskuerne om Kirken. Så førte 
han mrs. A. W. Anthony, som helt var klædt i hvidt, ud i 
vandet, hvor han døbte hende som et medlem af Kirken, 
medens hvirvlende brodsøer slog mod kysten. 

I december skete der noget, som mindede om dette, nær 
ved Hyder, Alaska. Nora McCrae fra Stewart, British Co- 
lumbia, var blevet interesseret i Evangeliet og havde skre- 
vet til den Alaska-Canadiske missions hovedkvarter for at 
få flere oplysninger. Efter flere måneders korrespondance 
med søster Erma T. Hinckley, præsident Arza A. Hinckley's 
hustru, bad hun om at blive døbt. Der gik fiere uger inden 
to missionærer fik lejlighed ti! at rejse til Stewart. I løbet 
af tre dage præsenterede de lektierne for hende og fandt 
ud af, at hun var værdig til at blive døbt. Men der var ingen 
steder at døbe hende - søen nær ved byen var frosset og 
havde et lag is på næsten 50 cm's tykkelse. Folk på egnen 
vidste, hvor meget den unge kvinde ønskede at blive døbt, 
og en søndag morgen telefonerede en person fra Hyder, 
ca. 55 km længere inde i bugten. 

„Hvis I kommer herover med det samme, så er tide- 
vandet fint, og du kan blive døbt i havet", blev der sagt ti 
hende. 



Knejsende Mt. McKinley, den højeste 
bjergtinde i Nordamerika, er dækket med 
et tykt tag sne og is selv midt på 
sommeren. 




181 



Søster McCrae, de to missionærer og mange af be- 
boerne i byen sprang ind i bilerne, og karavanen kørte nu 
i en voldsom snestorm til Hyder. Da de nærmede sig havet, 
begyndte snestormen at aftage, og der kom en lysning på 
den mørke himmel. Med solen skinnende gennem skyerne 
blev søster Nora McCrae døbt ind i Kirken. Da gruppen 
igen kørte væk fra stedet, kom uvejret tilbage. 

Dette er blot to mennesker ud af mange, der har lært 
om Kirken, som er blevet omvendt og døbt i det iskolde 
vand i Alaska, den 49. stat i De Forenede Stater. 

Alaska, den største, men mindst befolkede stat i De 
Forenede Stater, er i en rivende udvikling, og Kirken gror 
med udviklingen. I dag bor der 5000 Sidste Dages Hellige 
her sammenlignet med 450 i 1 950 og 1 1 i 1 935. Alaska Stav, 
som strækker sig fra Anchorage i nord ca. 500 km (12 timer 
med tog) til Fairbanks, har 3300 medlemmer. 1800 andre 
medlemmer er i missionen. I areal er Alaska-Canada mis- 
sionen en af Kirkens største. Foruden Alaska inkluderer 
den British Columbia og Yokun territorium i Canada - et 
areal på mere end halvanden million km 2 . 

Hvem er så medlemmerne i Alaska? Det er minearbej- 
dere, rådgivere, lærere, studenter, piloter i luftfartssel- 
skaber og lokale piloter, militært personale, fiskere og 
jægere, landmænd og hjemmearbejdere, regeringens ud- 
sendte arbejdere, murere, forretningsmænd, husmødre, 
børn - kort sagt, mennesker, som kan findes hvorsomhelst 
andre steder i verden. Men der er en forskel. Disse menne- 
sker har et levende karaktertræk tilfælles: En pionerånd. 
Enhver som kommer til Alaska har en følelse af at være på 
en „moderne rejse" ind i vildnisset. Der er en følelse af 
pågåenhed, af formål, af eventyr ved Alaska og de, som 
bor i Alaska. 

Med undtagelse af en kortere periode i det nittende 
århundrede, da guldfeberen drog mange tusinde even- 
tyrere herop, er dette land mod vest kun vågnet langsomt 
op. For mere end to hundrede år siden var Nordamerikas 
nordvestkyst det eneste beboede land, der endnu ikke var 
opdaget og kortlagt. Kort fra den tid endte altid ved Cali- 
forniens kyst, og man vidste ikke engang om Asien og 
Amerika var landfaste. 

!| 1731 sejlede Vitus Bering, udsendt af Peter den Store 
af Rusland, gennem strædet, som nu bærer hans navn, og 
beviste, at de to verdensdele ikke var landfaste. 

Han var her på en anden rejse i 1741 og kom i land nær 
ved bjerget St. Elias, mindre end 15 km fra det, der nu er 
grænsen mellem Alaska og Canada. Efter at have fundet 
ud aff„ atdeftimye llairnd viiirkelliig var Åmmeiriika og ikke en anden 
ø eller anden verdensdel, var Bering således den første 
person, som opdagede og identificerede Amerika på en 
ekspedliioini ffra vesL 

Kun ca. 5D) år giilk,, iiirademi de fotrsie musseme kom itiill Noird- 
aroeiriika og bosatte siig lher„ i;de!t eim dkspediittiioin Ikastede 
amter vadi „,Tire Helllliige bmigiteim'" på Kodak oem. Bimssemnie 
ibegyimdtte al ©taMeire tainddlssitalrøirrør llatmgs de vigtigste 
fflloder og feyradtt ter pelsværker for deres imperialistiske 
regering. Samtidig begyndte britiske, franske, spanske og 
amerikanske fartøjer også at gå på opdagelse ind i dette 
llairnd ørød mord for at finde sporet, som ville 



de mange skind og pelsområder. I 1867 var landet blevet 
ribbet helt for odder og sæl og ved udryddelsen af denne 
kostbarhed, besluttede Zaren at sælge landet. 

Den 30. marts 1867 blev der underskrevet en traktat 
mellem Rusland og De Forenede Stater. 

Et år senere, da Repræsentanternes Hus blev bedt om 
at betale regningen på godt 50 millioner kroner, var der 
mange skeptiske kongresmænd, som betegnede Alaska 
som et „isbjerg". Indstillingen til Alaska i de næste 30 år 
var, at det var en „værdiløs stor udstrækning af is og sne 
som kun var noget værd for hvalrosser og isbjørne". 

Så, i 1897, skrev avisen i Seattle med store overskrifter: 
„Et ton guld"! Med det samme strømmede eventyrere fra 




Alaska blev velsignet den 6. juni, 1928, i nærheden af Juneau. 
Ældste Heber Meeks, nr. 2 fra højre, bad indvielsesbønnen. 
På billedet ses også ældste Alvin Englestead, James Judd og 
Lowell Plowman. 



hele Amerika til guldmarkerne i Alaska og Amerika. Nogle 
blev fantastisk rige, men de fleste fandt kun meget lidt 
eller slet ingenting af dette værdifulde mineral. I løbet af 
to årtier var de største guldminefelter tømt, og igen gik 
Aiaska næsten i forglemmelse. De virkelige værdier i lan- 
det var dog stadig ikke blevet opdaget, men da det tyvende 
århundrede var kommet godt i gang, kom initiativrige 
mennesker og forskellige kompagnier og opdagede Alas- 
kas største naturlige rigdomme: Olie, mineraler, hydroelek- 
triskkraft, naturgas og skovbrug. 

Den anden Verdenskrig bragte fornyet interesse for 
Alaska, for de ellers fjerne mål som Japan og Sovjetrusland 
er strategisk tæt ved Alaska. Da japanske troppeskibe 
kom nær til kysten ved Attu og Kiska ved Aleutan øen, 
skyndte De Forenede Stater sig at oprette militære baser 
og advarselssystemer ud over det store område. I dag er 
der mange vigtige nøglesteder placeret her, o< 
er den største arbejdsgiver. 



182 



Indtil Den anden Verdenskrig voksede Kirken kun 
meget langsomt. Måske varden første Sidste Dages Hellig 
som kom dertil dr. E. G. Cannon, som var på jagt efter guld. 
Han var blevet omvendt til Kirken i 1871 , og da han således 
rejste gennem Alaska, bragte han med sig „en kirke på 
hjul", hvori han ledede møder i minefelterne i Seward 
Peninsula og Norne. I Norne mødte han K. N. Winnie, som 
han underviste i Evangeliet og døbte i Bering Stræde den 
25. juni 1902. Sammen virkede disse to mænd som uoffi- 
cielle missionærer for Kirken, indtil dr. Cannons død i 
november 1910. 

Alaska territorium kom under de Nordvestlige Staters 
Mission under det første kvarte århundrede, og senere blev 








%ki '"' 



Den gamle russiske kirke i Kenai, Alaska, er en rest fra den 
tid, da Rusland ejede landet. 



det en del af den Alaska-Canadiske Mission. De første 
missionærer blev sendt tii Juneau i 1913 og nogle få andre 
besøgte senere Alaska, men kun med lille succes. 

Så, i 1928, sendte præsident William R. Sloan fra de 
Nordvestlige Staters Mission, fire ældster - Heber Meeks, 
Alvin Englestead, James Judd og Lowell Plowmann - til 
Juneau, Alaska, for at undersøge om der kunne organiseres 
et distrikt her. Ældste Meeks, en korttidsmissionær fra 
Kanab, Utah, skrev: „Næste morgen (6. juni) fastede vi. 
Vi klatrede op på et bjerg for at få udsyn over byen og 
bugten, og vi udvalgte et specielt sted, hvor vi bad og 
velsignede det land, som nu var udvalgt til at få prædiket 
Evangeliet. Den lille andagt gjorde dybt indtryk på os, og 
vi følte at Herren velsignede os." 

Da missionærerne kom tilbage til deres hotel, var der 
en journalist, som ringede til dem og bad dem om et inter- 
view. Den næste dag præsenterede missionærerne Mor- 
mons Bog for den lokale redaktør. De blev så inviteret til 



at tale ved en offentlig middag, og avisen gengav ordret, 
hvad de havde talt om. Før missionærerne forlod Alaska, 
havde de solgt 1300 Mormons Bøger. 

I august 1928 skrev ældste Plowman at arbejdet gik 
fremad, specielt blandt indianerne. Han skrev: „Indianerne 
er stolte af deres herkomst, og vi ved, at de har grund til 
at være det. De er meget spændte på at modtage Mormons 
Bog og at læse den. Disse indianere er interesseret i at 
lære om deres forfædre. De lytter intenst til det, vi fortæller 
dem, og det virker som om, at det, vi har at fortælle dem, 
virkelig tilfredsstiller dem. Disse indianere har en legende, 
der fortæller dem om Kristi komme til dem. Denne legende 
ligner meget den som Aztekerne i Mexico har. 

I går kom jeg til et hus, hvor der var flere indianere 
forsamlet ... De kunne ikke blive enige om en fælles reli- 
gion. En dame sagde, at der ville komme en, som kunne 
forklare dem om den religion, som deres forfædre havde 
haft. I samme øjeblik kom jeg. En af søstrene tror, at jeg 
blev sendt af Gud for at forklare deres religion til dem." 

Missionærernes anstrengelser var sporadiske i 1920'er- 
ne og 1930'erne, og de få Hellige, som var i Alaska, var 
nybyggere, eller nogen som var rejst ud for at finde 
lykken på en eller anden måde, og som havde tilsluttet sig 
Kirken før de var kommet hertil. En af dem var Stewart 
C. Campbell fra Washington D. C, et af præsident Brigham 
Youngs oldebørn. Campbell var leder for disse 200 fa- 
milier, som kom fra Michigan, Wisconsin og Minnesota, og 
som nu planlagde at nedsætte sig i Matanuska Dalen, som 
lå Nord for Anchorage; det var i 1935. Han rapporterede: 
„Denne ekspedition bliver ledet med dynamit, traktorer og 
andre moderne hjælpemidler for at rydde skovene væk og 
undertrykke landet, i stedet for oksekærrer og håndkærrer, 
som blev brugt af de gamle pionerer, men jeg ved, at vi 
vil møde mange af de samme problemer og erfaringer som 
de havde. For mig er det virkelig meget naturligt at være 
engageret i et pionerarbejde, eftersom jeg er blevet op- 
draget og er vokset op i et miljø, hvor vi altid hørte pioner- 
historier og oplevelser." 

I juli 1938 rejste præsident og søster Preston Nibley 
fra de Nordvestlige Staters Mission på en tur op til terri- 
toriet. Den 10. juli organiserede de den første gren i Alaska, 
Fairbanks gren, med ca. 20 medlemmer til stede. Den aften 
var der over hundrede mennesker, undersøgere og be- 
søgende, som overværede et offentligt møde i Masonic 
hallen. Efter mødet kom der mennesker op og fortalte, at 
de var mormoner, og at de havde været i byen i mange 
måneder uden at vide, at der boede andre medlemmer. 

Det første offentlige møde Kirken afholdt i Anchorage 
blev holdt den 23. marts 1941. Den følgende uge bad felt- 
præsten fra Fort Richardson, en militærbase lige nord for 
byen, to af ældsterne - Lester F. Hewlett og Clifton B. 
Thomas - om de ville lede det ugentlige religiøse møde. 
Der var ved denne tid ca. 300 Sidste Dages Hellige i 
Alaska. 

Med denne nye drivkraft begyndte Kirkens medlemstal 
at vokse støt, hvis ikke rivende, gennem de næste to årtier. 
Mange af de nye medlemmer, som slog sig ned her, var 
tidligere missionærer i Alaska eller var blevet stationeret 
her ved militæret. Desuden var missionærernes arbejde 



183 



meget succesrigt og bar frugt. Det største bidrag til suc- 
cessen skyldes dog de mennesker, som slog sig ned i 
Alaska, for: som en bestemt regel er de mennesker, som 
bosætter sig her i den 49. stat, venlige, åbne og lige- 
fremme. De bliver knyttet til hinanden på grund af det 
dårlige vejr og isolationen fra andre byer og steder. Det er 
også som om de er mere modtagelige og villige til at lytte 
til en udsending fra en kirke, hvis medlemmer er så tæt 
knyttet sammen, så initiativrige og venlige. 

Gennemsnitlig er en sjettedel af de mennesker, som 
bor i Alaska, eskimoer, efterkommere af forhistoriske emi- 
granter, som kom fra Asien, og indianere. I 1964 blev der 
kaldet missionærer specielt til at omvende disse menne- 
sker. Efter hvad tidligere præsident for den Alaska-Cana- 
diske Mission, ældste Stewart Durrant, siger, så har 
„dåben af disse Lamanitter givet missionen mange fine 
ledere, nogle af dem som fuldtids-missionærer, andre til 
at hjælpe med til at bygge kirker, hjælpeorganisations- og 
Præstedømme-ledere". Religionsskoler for indianere er 
blevet oprettet og mange af indianerbørnene deltager i 
undervisningen. 

Det at rejse omkring i denne store stat, hvor kun få af 
vejene er farbare, giver missionærarbejdet det største pro- 
blem. Flyvemaskinen er blevet den mest økonomiske, ef- 
fektive og hurtigste måde at rejse omkring på, og i Alaska 
er der flere private flyvemaskiner pr. indbygger end i nogen 
anden stat. Der er flere slags „lufthavne", lige fra de mest 
moderne til frosne søer, en mudret vej, åbne marker såvel 
som floder, søer og bugter, hvor flyvemaskinerne kan gå 
ned. Dog kan der findes medlemmer og grene selv på de 
mest afsidesliggende øer. 

På Kodiakøen, stedet hvor den store Kodiakbjørn lever, 
og hvor et af de fineste steder for fiskeri i hele verden er, 
findes en meget trofast gren med næsten 170 medlemmer, 
bestående mest af Soldater og deres familier. 

Annetteøen, som ligger i den sydøstlige del af staten, 
har 24 medlemmer. Missionærerne blev drevet fra øen for 
mange år siden af præster, som påstod, at øen var givet til 
indianerne, og at indianerne ikke ønskede nogen ny religi- 
on. Alligevel har grenspræsidenten, James Gilmor, som 
giftede sig med en indianerhøvdings datter, holdt medlem- 
merne aktive, og på grund af sin hustrus og svigerfars 
indflydelse, har missionærerne igen fået tilladelse til at 
komme til øen. De har ikke tilladelse til at gå fra dør til dør 
og arbejde, men medlemmerne inviterer deres venner til 
deres hjem og her underviser ældsterne dem. 

Kirken er vokset mest og hurtigst i byerne Anchorage 
og Fairbanks. Den 13. august 1961 blev Alaska stav organi- 
seret med 1850 medlemmer. Det smukke Alaska stavs- 
center blev indviet i Anchorage fem år senere. I dag, med 
næsten dobbelt så mange medlemmer som da staven blev 
organiseret, er der fire warder i Anchorage, et i Fairbanks 
(der var ellers to warder, men de blev slået sammen efter 
den forfærdelige oversvømmelse i 1967), et i Palmer og 
grene i Chugiak, Delta Junction og Eielson luftbase. 

Missionens grene og deres medlemstal inkluderer 
Juneau, 449; Soldatna, 359; Ketchican, 273; Kodiak, 167; 
Sitka, 100; Homer, 93; Seward, 42; Annetteøen, 24; 
og Alaska distrikt-gren 358. Den sidstnævnte gren inklu- 



derer medlemmer, som bor på fjerntliggende steder, og 
som ikke er i stand til at overvære møderne på grund af de 
lange afstande. Grenspræsident Harold V. Walther, som 
bor i Anchorage, er i forbindelse med disse medlemmer 
gennem brev og den lille avis „Isbryderen". 

Mange af warderne og grenene har fuldført eller er ved 
at bygge smukke kirkebygninger. En af de mest særpræ- 
gede og smukkeste er den, som bygges i Ketchican, hvor 
bygningen er lavet, så den ligner et stort hus. På denne 
måde kan den let blive solgt den dag, da grenen er i stand 
til at bygge en større kirkebygning. 

Kenai Peninsula, syd for Anchorage, har en meget stor 
fremgang, som skyldes opdagelsen af værdifuld olie fundet 
ved kysten. I 1958 (et år før staten blev indlemmet i USA) 
blev den første søndagsskole organiseret i Soldatna 
med tre familier. Den 21. juli 1968, kun 10 år senere, var 
der forsamlet næsten 300 medlemmer i den smukke, nye 
kirkebygning for at høre indvielsesbønnen, som blev holdt 
af ældste LeGrand Richards af de Tolv Apostles Råd. Og 
allerede nu lægger medlemmerne i denne blomstrende 
gren planer for et nyt afsnit i deres byggeprogram. 

Fra Kodiak til Ketchican, fra Norne til Seward, og hvor 
som helst der findes medlemmer af Kirken, findes der også 
en moderne nutids-pionerånd. På trods af yderligheder i 
vejret, yderligheder i dagslys og mørke (22 timers dagslys 
om sommeren og 22 timers mørke om vinteren), og yderlig- 
heder, hvad angår afstande, så arbejder de Hellige sam- 
men for at hjælpe til med at bygge Guds rige op. Øde- 
læggende jordskælv, flodbølger, og oversvømmelser må 
de finde sig i, men på en eller anden måde bliver øde- 
læggelserne ordnet og repareret, hjem og kirkebygninger 
bliver bygget op igen og fællesskabet mellem folk bliver 
stærkere. De elementer, som tidligere gjorde nybyggerne 
modløse, forener og bringer i dag de mennesker, som bor 
i Alaska, tæt sammen, gør stor nytte og giver styrke til 
Kirken og til de medlemmer, der bor og lever deres liv i 
Alaska. O 



For Herrens øjne er menneskets veje, 
grant følger Han alle dets spor; 
den gudløse fanges af egen brøde 
og holdes fast i syndens reb ; 
han dør af mangel på tugt, går til ved 
sin store dårskab. 

Ordsprogenes Bog 



184 



^^ / 

som inspirerer 



AF REED H. BRADFORD 




# 







Har du nogensinde fundet en, som elsker dig så meget, 
at hans mål med dig er, at du skal opnå guddommelig 
fuldkommenhed? Det betyder, at han anser dig som et af 
vor himmelske Faders børn. Han ved, at der er en gud- 
dommelig kraft i dig, som har mange muligheder. Han 
hjælper dig med at erhverve kundskab og forståelse. Han 
hjælper dig med at lære de principper, som frelse og evigt 
liv bygger på. Han er tålmodig overfor dig, når du fejler. 
Det er ikke hans måi at gøre gengæld eller at tage på vej 
over de skuffelser, du giver ham på grund af din umoden- 
hed, men at oplyse dig. Når du beder ham om tilgivelse 
for en synd eller fejl, tilgiver han med glæde. Hans eksem- 
pel hjælper dig til at lære at opføre dig mere modent. 

På denne måde er det Frelseren elsker. Dette kan 
illustreres på mange måder. Tænk over følgende skrift- 
sted: 

„. . . Gode mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt 
liv? 

Du kender budene: du må ikke slå ihjel; du må ikke 
bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk 
vidnesbyrd; Du må ikke røve; ær din fader og din moder." 

Han sagde til ham: .Mester! det har jeg holdt alt sam- 
men fra min ungdom af.' 

Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde 
til ham: ,En ting mangler du; gå bort, sælg alt det, du har, 
og giv det til de fattige, så skal du have en skat i Him- 
melen; og kom så og følg mig!' 

Men han blev ilde til mode over det ord og gik bedrøvet 
bort; thi han havde meget gods. 



Da så Jesus sig omkring og siger til sine disciple: 
,Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at 
komme ind i Guds rige!'" (Markus 10:17, 19-23) 

Ved en anden lejlighed sagde Jesus: 

„Se den, der omvender sig fra sine synder, ham er de 
forladt, og jeg, Herren, kommer dem ikke mere i hu." 
(L&P 58:42) 

Som vor Frelser så ofte har sagt, er Hans største ønske 
for os, at vi skal blive Hans sønner og døtre, så at vi kan 
opleve den samme fred, sindsro, modenhed, tilfredshed 
og glæde, som Han selv føler. Denne form for kærlighed 
er en inspiration for ethvert følsomt menneske. Følgende 
er et eksempel på dette: 

JOHNNY LINGO ' 

„. . . Få Johnny Lingo til at hjælpe dig med at finde, hvad 
du ønsker, og lad ham slutte handelen", tilrådede Shenkin 
mig, da jeg sad på hans veranda og spekulerede på, om 
jeg skulle besøge Narabundi. „Han vil tjene det 4-dob- 
belte på det. Johnny Lingo kender værdierne og forstår at 
slå en handel af." 

„Johnny Lingo!" Den tykke dreng på verandatrappen 
skreg navnet, så lagde han armene rundt om sine knæ 
°9 gyngede frem og tilbage, mens han lo skingrende. 

„Tys", sagde hans fader, og latteren forstummede. 
Dog blev den lille ryg ved med at ryste af indestængt latter. 
„Johnny Lingo er den dygtigste handelsmand i denne del 
af Stillehavet." 

Denne enkle bemærkning syntes at forbavse drengen 
så meget, at han var lige ved at trille ned ad trappen. 
Landsbyboerne, som stod i nærheden, smilede bredt. 

„Hvad er der i vejen?" spurgte jeg. „Alle her i byen 
siger, at jeg skal lære Johnny Lingo at kende og bryder så 
af. Hvad er det for noget? Findes der ikke en person af 
det navn? Eller er han landsbyens klovn? Eller hvad? Lad 
mig få del i vittigheden." 

„Det er ikke nogen vittighed", sagde Shenkin, „når vi 
siger, at du skal besøge Johnny Lingo, er det et godt råd! 

Blot en ting! For 5 måneder siden ved efterårsfesten 
kom Johnny til Kiniwata og fandt sig en kone. Han betalte 
8 køer til hendes far for hende!" 

Han udtalte de sidste ord med stor højtidelighed, og 
jeg vidste nok om øens skikke til at blive tilstrækkelig 
forbavset. Med 2 eller 3 køer kunne man få en middelgod 
kone og med 4 eller 5 køer en yderst tilfredsstillende. 

„Du godeste", sagde jeg „8 køer, hun må være umåde- 
lig smuk." 

„Hun er ikke grim", sagde han og smilede et lille smil, 
åbenbart godt tilfreds med min reaktion. „Men selv den 
mest elskværdige kan kun kalde Sarita almindelig . . . Hun 
var lille og mager . . . Hun gik med hovedet bøjet og hæn- 
gende skuldre, som om hun prøvede på at skjule sig bag 
sig selv. Hun havde ingen farve i kinderne, hendes øjne 
var kun smalle sprækker, og hendes hår var en filtret 
moppe, der dækkede det meste af hendes ansigt. Hun 
var bange for sin egen skygge og for sin egen stemme, 



1 Genoptrykt med tilladelse af Woman's Day Magazine. Copyright © by 
Fawsett Publications, Inc. 



185 



hun var bange for at tale og le offentligt. Hun omgikkes 
aldrig andre piger, så hvordan skulle hun kunne tiltrække 
sig drengenes opmærksomhed. Men hun tiltrak Johnny." 
„Fortæl mig historien." 

„På hele vejen til rådsteltet prøvede familien på at få 
Sam til at forsøge at få en god aftale. Bed om 3 køer, 
sagde de, og hold fast ved 2, indtil du er helt sikker på, at 
han kun vil betale 1. Men Sam var så bange for, at noget 
skulle glippe i Saritas ægteskabschancer, at de vidste, 
at han ikke ville stå fast ved noget som helst. Mens de 
ventede, slog de sig derfor til tåls med kun at få en ko og 
tænkte i stedet på det held, det var, at få sådan en god 
husbond til Sarita. Så kom Johnny ind i teltet og gik, uden at 
vente på at nogen af dem skulle sige noget, lige hen til 
Sam Karoo, greb hans hånd og sagde: ,Far til Sarita, jeg 
tilbyder Dem 8 køer for Deres datter.' Sam troede, at han 
holdt ham for nar og prøvede på at trække sig væk, men 
Johnny blev ved indtil både faderen og slægtningene var 
overbevist om, at han var blevet gal, og at de hellere måtte 
underskrive kontrakten, før han kom til sig selv." 

„Han udleverede køerne?" 

„Straks . . . Brylluppet stod samme aften, og så snart 
det var forbi, tog Johnny Sarita med til Choøen, hvor de 
skulle tilbringe den første uge i ægteskabet. Så tog de 
hjem til Narabundi, og vi har ikke set dem siden ..." 

„8 køer", sagde jeg tvivlende Jeg kunne godt 

tænke mig at træffe Johnny Lingo." 

„Det er jo også netop det, vi alle har sagt, at De skulle." 
Min vært grinede bredt. „Der er mange grunde til at De 
skulle stifte bekendtskab med Johnny." 

Jeg ville gerne have både fisk, grøntsager - og perler. 
Næste eftermiddag satte jeg derfor min båd i vandet og 
sejlede til Narabundi. Da jeg spurgte om vej til Johnny 
Lingos hus, lagde jeg mærke til, at ingen af hans bysbørn 
smilede tvetydigt eller blinkede, da de hørte hans navn 
blive nævnet. Da jeg mødte den høje, slanke og alvorlige 
mand, og han bød mig velkommen til sit hjem med en 
elskværdighed, der fik mig til at føle mig hjemme, var 
jeg glad for, at han blandt sine egne bysbørn mødte en 
respekt, der ikke var blandet med hån . . . 

Vi sad i bløde flettede bambusstole i husets dagligstue 
og talte om de ting, jeg ønskede at købe. Han indvilligede 
i at anvise mig en god fiskeplads, at sælge mig grøntsager 
og at handle med perler. Derefter sagde han: „De kommer 



fra Kiniwata?" Jeg svarede, at det var der de havde rådet 
mig til at opsøge ham. 

„De taler meget om mig på øen, ikke?" 

„Ja", sagde jeg, „de siger, at der er så godt som ikke 
noget af det, jeg vil have, som De ikke kan hjælpe mig 
med." 

Han smilede venligt. „Min kone er fra Kiniwata." „Ja, 
det ved jeg," „Taler de om hende?" „Ja, lidt." 

„Hvad siger de?" 

„Øh" - dette spørgsmål bragte mig ud af balance. „De 
fortalte mig, hvad hun hed og hvem der var hendes far, 
og at I blev gift under efterårsfestlighederne." 

„Ikke andet?" Hans rynkede pande sagde mig, at han 
vidste, der måtte være mere. 

„De siger også, at ægteskabshandelen var 8 køer!" 
Jeg gjorde en pause og fortsatte så, idet jeg nærmede mig 
det direkte spørgsmål så meget som muligt. „De undrer 
sig over det." 

„Såh?" Hans øjne lyste af tilfredshed. Han syntes at 
have bemærket min spørgende stemme. „Har alle i Kini- 
wata hørt om de 8 køer?" 

Jeg nikkede. „Det har de også i Narabundi." Han ret- 
tede sig tilfreds op. „Nu vil det altid blive husket, at 
Johnny Lingo betalte 8 køer for Sarita, når talen kommer 
på ægteskabshandeler." 

Nå, det er svaret, tænkte jeg skuffet. Al den mystik og 
undren, og så er forklaringen blot forfængelighed. Det er 
ikke nok for ham at have ry af at være den smarteste, den 
stærkeste og den hurtigste. Han ville også gøre sig be- 
rømt på den måde, hvorpå han købte sin kone. Jeg fristedes 
til at nedværdige ham ved at fortælle, at man i Kiniwata 
lo ad ham og betragtede ham som et fjols. 

Så så jeg hende. Gennem glasperleforhænget, som skin- 
nede i den buede døråbning, så jeg hende gå ind i det 
tilstødende værelse for at anbringe en blomstervase på 
spisebordet. Hun stod et øjeblik stille for at smile sødt til 
den unge mand ved siden af mig. Så gik hun hurtigt ud 
igen. Hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde 
set. Hun havde ikke den samme skønhed som pigen, der 
bar frugt. Den syntes nu billig, almindelig og jordbunden. 
Denne pige her var i besiddelse af en overjordisk skønhed, 
som dog samtidig var naturlig. De dugfriske blomster, som 
hun havde stukket i sit skinnende sorte hår, fremhævede 
hendes kinders glød. Hendes holdning, hagens hældning 
og øjnenes glans udtrykte alt sammen en stolthed, som 




w 




186 



ingen kunne berøve riende retten til at have, og da hun 
vendte sig for at gå, bevægede hun sig med en ynde, der 
fik hende til at ligne en dronning . . . 

Da hun var ude af syne, vendte jeg mig igen om mod 
Johnny Lingo og opdagede, at han så på mig med øjne, 
der genspejlede stoltheden i pigens. 

„De beundrer hende?" mumlede han. 

„Hun er - hun er vidunderlig. Hvem er hun?" 

„Min kone." 

Jeg stirrede forbløffet på ham. Var det en skik, jeg ikke 
havde hørt om? Havde han for de 8 køer købt både Sarita 
og denne anden. Før jeg kunne forme et spørgsmål, talte 
han igen: „Det er Sarita." 

„Men det er da ikke Sarita fra Kiniwata", sagde jeg. 

„Der er kun én Sarita." Den måde, han sagde ordene 
på, gav dem en særlig tilkendegivelse. „Måske vil De sige, 
at hun ikke ser sådan ud, som de beskrev hende i Kini- 
wata." 

„Ja, det er rigtigt." Det indtryk, som pigens udseende 
havde gjort på mig, fik mig til at glemme takt og tone. „Jeg 
hørte, at hun var almindelig eller i det mindste ubestemme- 
lig af udseende. De gør alle grin med Dem, fordi De lod 
Dem bedrage af Tom Karoo." 

„Synes De, at han bedrog mig? Synes De, at 8 køer 
var for meget?" 

Et smil voksede langsomt frem på hans læber, da jeg 
rystede på hovedet. „Snart begynder forårsfesten, og så 
vil jeg sammen med Sarita tage til Kiniwata. Så kan hun 
få sine venner at se igen, og de kan se hende. Tror De, 
at nogen vil gøre grin med os nu?" „Nej, men jeg forstår 
det ikke. Hvordan kan hun være så forskellig fra be- 
skrivelsen af hende?" 

„Hun har været 5 måneder borte fra Kiniwata. Der er 
sket meget, som har forandret hende. Især den dag hun 
rejste." 

„Mener De, da hun giftede sig med Dem?" 

„Også det, ja; men mest af alt ægteskabshandelen." 

„Ægteskabshandelen?" 

„Har De nogen sinde tænkt over", spurgte han speku- 
lativt, „hvad det må betyde foren kvinde at vide, at hendes 
mand blev enig med hendes far om den laveste pris, som 
man kan få hende for? - Og senere, når kvinderne taler 
sammen, som kvinder gør det, praler de af, hvad deres 
mand betalte for dem. En siger 4 køer, en anden måske 6. 



Hvordan har så den kvinde det, som ved, at hun blev købt 
for 1 eller to køer? Det skulle ikke overgå Sarita." 

„Så betalte De altså det uhørte antal køer bare for 
at gøre Deres hustru lykkelig?" 

„Lykkelig?" Han syntes at vende og dreje ordet som 
for at veje dets betydning. „Ja, jeg ønskede mere end det. 
De siger, at hun er anderledes end de husker hende i 
Kiniwata. Det er sandt. Meget kan forandre en kvinde - 
indre og ydre begivenheder. Men det, der betyder mest er, 
hvad hun mener om sig selv. I Kiniwata troede Sarita ikke, 
at hun var noget værd. Nu ved hun, at hun er . . . (uhyre 
meget) . . . værd." 

„Så ville De -" 

„Jeg ville giftes med Sarita. Jeg elskede hende . . ." 

„Men -" Jeg var ved at forstå. 

„Men", han sluttede blidt, „jeg ville have en kone, der 
var 8 køer værd." 






• 



Jesu kærlighed 

Frelseren ser i os alle en mulighed for, at vi kan blive 
vor himmelske Faders sønner eller døtre. Han var villig til 
at betale en stor pris for at give os den chance. Ingen 
skulle forklejne sine egne muligheder, for derved giver 
man udtryk for, at man ikke anerkender den visdom og 
kærlighed, som findes i Frelserens mange gaver til os, dog 
især i forsoningen. 

Vi kan elske os selv og andre ligesom Han elsker. Jeg 
ville personligt ændre Johnny Lingos histories sidste linie. 
I stedet for at sige: „Jeg ville have en kone, der var 8 køer 
værd", ville jeg sige: „Jeg ønskede, at Sarita skulle blive 
8 køer værd." Det repræsenterer for mig en guddommelig 
kærlighed. Det betyder, at jeg ikke kun tænkte på hende 
som en person, der skulle tilfredsstille mine egne behov 
som ægtemand, men at jeg tænkte lige så meget på hende 
selv, hendes ønsker og hendes muligheder som kvinde 
og som et barn af en guddommelig himmelsk Fader. Hvis 
jeg elskede hende på den måde, ville det være rimeligt 
at inspirere hende. 

Når mennesker elsker hinanden på den måde, får de 
lejlighed til i fællesskab at opnå ting, som de ikke kan 
opnå alene, fordi de nu gensidigt beriger hinandens liv. 
De stimulerer hinanden. De hjælper hinanden. 

Den bedste måde, hvorpå vi alle kan udtrykke vor tak- 
nemmelighed til vor himmelske Fader, er ved at vise kær- 
lighed til alle mennesker. O 




'¥WWF" 



187 



SQNDA6SSK0LE 



HÅND 





En varm sommerdag i Den sydvest-indianske Mission 
steg to unge missionærer op i deres pick-up og startede 
turen tværs over den skønne Arizona-ørken. De glædede 
sig over livet og over at udføre en gerning for Herren. Ud 
over dalen kunne de se talløse små hvirvelvinde førende 
støvskyer hen over salviekrattet. Ved vejsiden sad en ung 
Navajo-pige og vogtede en lille fåreflok. Hun var klædt i 
en lyseblå fløjlsbluse og en lang, farverig nederdel, der 
nåede hende til anklerne. Missionærerne var betaget af 
dette folks beskedenhed og fordringsløshed. 

Den trofaste pick-up bragte dem hurtigt til deres første 
„hogan", en indiansk hytte, der lignede en stor jordvold, 
hvori der var anbragt en dør og et lille vindue. På afstand 



AF MAX B. ELLIOTT 
Tegning af Dale Kilbourn 



&40KTK 



M 



TfcPw Mr* 







Mm 
I i 




188 



Missionærerne erfarer, at Mormons Bogs historie og 
Indianernes traditioner går tilsammen - 



var det vanskeligt at skelne hytten fra jorden. Da ældsterne 
gik hen imod hytten, lagde de mærke til, at der stod en 
vogn udenfor, og desuden var to heste bundet til et skygge- 
fuldt træ. De lagde også mærke til, at bag læskærmen, den 
såkaldte „ch'ah'oh" var der nogen, som havde begyndt at 
væve et smukt tæppe. 

Missionærerne bankede på den lille dør til hytten og 
blev på Navajosproget budt indenfor. I de to år, de havde 
virket blandt dette vidunderlige Navajofolk, kunne senior- 
ældsten kun erindre én eller to gange, hvor de ikke var 
blevet budtvelkommen i indianernes hjem. 

Idet ældsterne trådte ind i hytten, blev de hilst af en 
gammel Navajomand, hvem de genkendte som en åndelig 
leder, der på Navajosproget blev kaldt „Ha taatii", eller 
„Chanter", hvilket betyder „Sanger" på Navajosproget, 
medens de hvide havde givet ham øgenavnet „Medicin- 
manden". Han var venligt stemt, da han kaldte familien 
sammen, for at de skulle høre, hvad ældsterne havde at 
fortælle. De sad alle i en rundkreds, hvor ældsterne fik 
hæderspladsen. Dette sæde var dækket med et smukt 
håndvævet uldtæppe og var hævet en lille smule over de 
andre, der sad på jorden. Familien forholdt sig meget rolig; 
deres mørke øjne strålede af forventning om, hvad missio- 
nærerne nu ville fortælle dem om „Mormonhistorien". 

Husmodet begyndte som sædvanligt med en sang, og 
den yngste af de to missionærer bad en bøn. Senior- 
missionæren, som følte sig meget ung og en del nervøs 
over at skulle prøve at undervise en mand, der var så 
meget ældre og havde så meget visdom som „Ha taatii", 
tog de billeder frem fra sin mappe, som han havde udarbej- 
det til illustration af Mormons Bogs historie. På Navajo- 
sproget fortalte den unge missionær familien om Lehi, som 
for mange måner siden havde ført sin familie til Amerika, 
og om de vidunderlige optegnelser, de havde med, som 
fortalte om vor himmelske Fader og om jordens skabelse. 
Missionæren forklarede dem, at denne Mormons Bog in- 
deholdt mange af de samme optegnelser, som findes i Det 
gamle Testamente. Han fortalte dem også, at deres Navajo- 
forfædre havde kendt Jesus Kristus, Guds Søn, og at der, 
da Han blev født, var blevet givet dem et tegn, som bestod 
i tre døgns fuldt dagslys. Da Kristus blev korsfæstet, blev 
der givet dette folk endnu et tegn: de havde tre døgns 
mørke, hvorunder der skete store ødelæggelser, og hele 
jordens overflade blev ændret. Senere kom denne samme 



Jesus Kristus, som var blevet oprejst fra de døde, og 
besøgte deres forfædre i Amerika og lærte dem, hvorledes 
de skulle leve. Han organiserede den sande Kirke iblandt 
dem. Da Han havde gjort dette, forlod Han dem, men Han 
lovede at komme til jorden igen. Den unge missionær gik 
videre med at forklare, at da der var gået en del år, glemte 
folket Jesu lærdomme og blev ugudeligt. Der blev ført 
mange krige, og til sidst blev det nephitiske folk udryddet 
af Lamaniterne. Han fortalte dem, at de nulevende indi- 
anere var efterkommere af disse lamaniter. 

Missionærerne fortalte indianerne om Joseph Smith og 
om, hvorledes Jesus og Gud Faderen viste sig for ham; 
at Jesus havde fortalt Joseph, at den sande Kirke ikke 
fandtes på jorden, men at han var blevet udvalgt til at 
genoprette den. Missionæren bar derefter sit vidnesbyrd, 
at han vidste, at disse ting er sande, at Mormons Bog er 
en sandfærdig beretning, og at den sande Kirke, Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, igen er blevet oprettet på 
jorden. Efterhånden som Mormonberetningen blevudfoldet, 
lyttede indianerfamilien intenst. Især var den åndelige leder 
interesseret og blev ved med at nikke samtykkende. Da 
missionæren var færdig med at tale, sagde den åndelige 
leder betaget: „Hihi Beehozin El Hihi'hane", som oversat 
betyder: „Kundskab er kommet til os; disse ting er vor 
historie." 

Stadig på Navajosproget meddelte han missionærerne, 
at han vidste, at deres beretning var sandfærdig, at det var 
DERES HISTORIE - Navajohistorien - den samme som var 
blevet fortalt fra generation til generation blandt deres folk, 
sommetider lidt varieret, men i det væsentlige den samme 
beretning. Deres forfædre havde graveret den på guld- og 
metalplader. Men Navajoberetninger er meget hellige for 
den stamme, og det er vanskeligt at få dem til at fortælle 
ret meget. Nogle af de beretninger, missionærerne fik at 
høre, var: Skabelsen, Syndfloden, Skyen på Bjerget, krige 
og stridigheder med folk, der var klædt i rustning og ledet 
af en mand med et stort sværd eller spyd (nogle siger, at 
han var hvid). Beretningen om Dine Naakitsåadoah NDakai 
(de tolv Disciple), var nøjagtig den samme: Tolv mænd 
vandrede rundt blandt folket og fortalte om vor himmelske 
Fader. Da den gamle Navajoindianer blev spurgt om 
navnene på disse tolv disciple, svarede han, at deres navne 
ifølge traditionen var meget hellige og kun blev udtalt om 
vinteren. 



189 



„Og Jesu Kristi evangelium 
skal forkyndes blandt dem, 
og således skal de atter 
komme til kundskab om deres 
forfædre og ligeledes til den 
kundskab om Jesus Kristus, 
der fandtes blandt deres 
fædre. 



Nogle af indianernes overleveringer fik missionærerne 
til at trække på smilebåndet, fordi beretningerne var blevet 
fordrejet, efterhånden som falske lærdomme og fabler 
havde sneget sig ind i dem. 

Hvilken betagende oplevelse for de unge missionærer! 
De følte, at Herrens Ånd var hos dem i rigeligt mål, da de 
lyttede til den bedagede Navajoindianer. Timerne syntes 
som minutter, medens han fortalte sit folks historie, om de 
indianske traditioner og om, hvorledes den indianske 
historie gik „hånd i hånd" med beretningen i Mormons Bog. 
Det var i sandhed en velkendt røst fra støvet. (Se Es. 29:4). 

Da missionærerne forlod hytten og gik ned ad den 
støvede vej til deres pick-up, følte de stadig Herrens Ånd, 
og de var enige om, at det var en forunderlig mulighed, de 
havde, at virke blandt dette udvalgte folk. De vidste, at en 
skønne dag vil det indianske folk indtage deres retmæs- 
sige plads som ledere for deres store land, således som 
det var forjættet gennem profeterne: 

„Og Jesu Kristi evangelium skal forkyndes blandt dem, 
og således skal de atter komme til kundskab om deres 
forfædre og ligeledes til den kundskab om Jesus Kristus, 
der fandtes blandt deres fædre. 

Og da skal de fryde sig, thi de skal erkende, at det er 
en velsignelse fra Guds hånd til dem, og mørket skal 
begynde at vige fra deres øjne, og der skal ikke hensove 
mange slægtled blandt dem, førend de vil blive et hvidt og 
behageligt folk. (2 Nephi 30:5-6). O 



Illustrationsmaterialer. . . Menneskeheden 



Det sete afhænger af 
øjnene, der ser! 




Inden klassen 

Det vil måske kræve noget arbejde, nogen søgen, men 
du kan sagtens finde ud af det. Og det er morsomt! Find 
to billeder af cirka samme størrelse; det ene skal være et 
verdenskort, det andet en flok børn eller unge mennesker. 
Lim billederne sammen, bagside mod bagside (brug gum- 
milim), og lad dem tørre. Klip så det hele ud til et puslespil. 
Man skal også bruge to stykker svært papir eller pap; det 
ene skal bruges til at lægge puslespillet på, det andet til at 
lægge over, således at man kan vende op og ned på 
spillet, uden at det falder fra hinanden. (Det går sikkert 
bedre, hvis du øver dig lidt først derhjemme). 

I klassen 

Saml eleverne omkring et bord og giv dem til opgave 
at samle det billede med børnene eller de unge. Husk, at 
det skal samles på det ene stykke pap eller karton. De ved 
måske nok, at den anden side skal blive til et kort, men 
lad være med at fortælle dem, hvilket kort det er. Når 
billedet er færdigt, vendes det forsigtigt og viser verdens- 
kortet. (Hvis du ikke har øvet dig på det derhjemme, så 
ønsker du nu, at du havde gjort det!) 

Find sammen med eleverne ud af følgende: 

1 . Hvilken forbindelse har unge mennesker med verden? 

2. Hvad mener vi, når vi siger: „Hvis de unge får den rette 
placering, vil verden vise sig at være ,helt i orden'." 

3. Hvad kan vi hver især gøre for at hjælpe med til, at 
verden bliver bedre for de enkelte mennesker? 

- Ray og Janet Balmforth. 



190 



Det er kun yderliggående mennesker, der er logiske, og de tager altid 
fejl. Kun middelvejen lader sig praktisere, og den er altid ulogisk. Det 
er tro og ikke logik, der er den højeste dommer. Man siger, at alle 
veje fører til Rom, og alle de filosofiske systemer, jeg har stiftet 
bekendtskab med, fører enten til noget helt urimeligt eller også til 
den slutning, som allerede mere end en gang har været fremført på 
disse sider, at de retfærdige skal leve ved tro, det vil sige, at fornuftige 
mennesker erfaringsmæssigt vil komme gennem livet, efter som de 
fortolker det mest passende uden at stille for mange spørgsmål af 
samvittighedsgrunde. Samuel Butler 

(1835-1902) 



Fællesrecitation d. 6. juli, 1969 

De to skriftsteder bør læres udenad i løbet af april måned af eleverne i kursus 10 og 12. Hver klasse reciterer et skrift- 
sted ved søndagens forprogram fastesøndag. 



KURSUS 10: 

(I dette skriftsted lover Moroni os, at når vi læser Mormons Bog og beder oprigtigt Gud, om Han vil fortælle os, om 
bogen er sand, da vil vi modtage et vidnesbyrd om dens sandhed gennem den Helligånd.) 

„Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke 
er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare sandhe- 
den deraf for jer gennem den Helligånds kraft." (Moroni 10:4) 



KURSUS 12: 



t. 



(Dette skriftsted fortæller os, at vi i alle ting gennem den Helligånds kraft kan finde ud af, hvad der er sandt og hvad 
der ikke er sandt.) 

„Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting." (Moroni 10:5) 



Nadververs for juni 

Senior-Søndagsskolen 

„I skal forstå sandheden, og sandheden 
skal frigøre jer." (Joh. 8:32): 



Junior-Søndagsskolen 

„Gud skabte mennesket i sit eget biljede." 

(1 Mos. 1:27). O 




Darwin K. Wolf ord 



Wa J J J 



P 



jy 



r ? 



3jr 



H 



w 






Se 



J^J JTh 



f 



W'ij'f Mf. 



rv 







i 



f 



^ 






191 



Det nye 
GIGANT-System 



inden for Genealogi 




Ved Kirkens halvårlige Generalkonference i oktober 
1968 blev der præsenteret et forbedret system til indsen- 
delse af navne til tempel-ordinansearbejde for Kirkens 
medlemmer. Denne forbedrede metode, kaldet GIGANT- 
systemet (engelsk GIANT System efter ordene Genealo- 
gical Information and Name Tabulation), har rejst adskillige 
spørgsmål hos de Hellige. Nogle har spurgt, om det ikke 
længere kræves, at medlemmerne udfører genealogisk 
efterforskningsarbejde. De har håbet, at Genealogical So- 
ciety vil gøre alt arbejdet, og at de Hellige kun behøver 
vente, indtil Foreningen har færdiggjort den systematiske 
opstilling af navne, og derefter var alt, hvad de skulle gøre, 
at rejse til templet for at udføre ordinansearbejdet. 

Dette er en misforståelse. Da GIGANT-systemet blev 
indført, blev der ikke foretaget nogen ændring i Kirkens 
lærdomme. Ændringen gælder fremgangsmåden, at for- 
enkle den, så navnene hurtigere kan indsendes til tempel- 
ordinansearbejdet. De Hellige må stadig udføre efterforsk- 
ningsarbejde, og de navne, der på denne måde findes, må 
samles i familier af de Hellige selv. GIGANT-systemet gør 
dette lettere, men det befrier ikke nogen for det ansvar at 
skulle søge sine egne forfædre og andre afdøde slægt- 
ninge. Kirkens lære forkynder, at enhver Sidste Dages 
Hellig har pligt til at identificere sine afdøde slægtninge og 
sørge for, at arbejdet udføres i templet, så alle familier på 
jorden, som kan identificeres, kan få alle Evangeliets 
frelsende ordinanser udført på deres vegne. 

GIGANT-systemet tager ikke dette ansvar fra de Hel- 
lige. Selv om Genealogical Society gennem sit Skema- 
Tabulator-program vil hjælpe med til at opstille navne fra 
kirkebøger og andre bøger i systematisk orden, er dette 
kun en begyndelse til det store arbejde, der ligger foran os. 
Det nye individuelle skema, som er indført under GIGANT- 
systemet, gør det muligt for Kirkens medlemmer at hjælpe 
med ved dette tabulator-program. Tempelordinansearbej- 
det skal udføres af dem, som gennem et retskaffent liv er 
værdige til at gøre det. Den efterfølgende systematiske 
opstilling af disse enkeltpersoner til familier må udføres af 
de Hellige selv. Kun på denne måde kan man være vis på, 
at alle medlemmer er blevet identificeret og arbejdet ud- 
ført for dem. Mange oplysningskilder vil ikke blive dækket 
af GIGANT-systemets tabulator-program. Disse kilder må 
de Hellige selv undersøge og bruge, når de skal samle 
deres familier til organiserede enheder. Dette skal gøres, 
for at familierne på jorden kan blive beseglet sammen med 
familierne i himlen. 



192 



De Hellige over hele verden opmuntres til at fortsætte 
deres arbejde med at udføre Genealogisk efterforskning 
og lære deres børn værdien af arbejdet for de afdøde 
slægtninge. Indførelsen af denne nye metode med opstil- 
lingen af navne vil gøre det lettere for dem at få arbejdet 
gjort. 

Det store princip, der ligger bag ved læren om frelse 
for de levende og de døde, er den gensidige afhængighed 
mellem fædrene og børnene (forfædre og efterkommere), 
når man skal oprette forbindende led mellem de afdøde 
fædre og de levende børn. Den guddommelige plan forud- 
sætter, at hverken børnene eller fædrene kan blive gjort 
fuldkomne alene. Den nødvendige forening bliver virkelig- 
gjort gennem dåben og dermed forbundne ordinanser til 
ophøjelse, udført af de levende for deres afdøde slægt- 
ninge og på deres vegne. 

GIGANT-systemet vil gøre det muligt at sætte fart i 
dette arbejde. De Hellige kan udføre arbejde for enkelt- 
personer, efterhånden som de finder dem, uden at vente 
på at komplettere hele familien som en gruppe, så tempel- 
ordinansearbejdet kan udføres. De enkelte personer må 
stadig samles i familier, og efterforskningsarbejdet skal 
stadig fortsættes. 

Læren er stadig den samme som blev åbenbaret af 
Guds levende profeter. Det er nødvendigt, at Præstedøm- 
mets ledere griber ånden og kraften ved deres ansvar for 
at fremme dette arbejde blandt medlemmerne i de kvo- 
rum'er, som de præsiderer over. Enhver stavspræsident, 
højrådets tilsynsførende for Præstedømmets genealogi, 
biskoppen og højpræsternes gruppeleder bør fortsætte 
med at forkynde læren om frelse for de døde med endnu 
mere begejstring og tillid end tidligere. 

Guds rige vokser hastigt, og der er endnu meget ar- 
bejde, der skal gøres. Dette arbejde med de dødes frelse 
er det arbejde, som vil forberede verden på Frelserens 
komme. Indførelsen af GIGANT-systemet til indsendelse 
af navne er blot et skridt fremad til at forenkle fremgangs- 
måden, således at ethvert medlem af Kirken kan deltage i 
det endelige mål at hjælpe med til at forløse og frelse alle 
mennesker gennem Jesus Kristus, vor Herre. 

Evangeliets glade budskab er, at menneskene ikke alene 
vil blive forløst, men også blive ophøjet, hvis hver især vil 
være villig til at anerkende Jesus Kristus som deres Frelser 
og betale den lydighedens pris, der er nødvendig til ophø- 
jelse. De levende Hellige er parthavere i denne storslåede 
plan. O 




PØMENES 
SIDER. 






eiserens 
nye 



æder 



AF H. C. ANDERSEN 

For mange år siden levede en kej- 
ser, som holdt så uhyre meget af 
smukke, nye klæder, at han gav alle 
sine penge ud for ret at blive pyntet. 
Han brød sig ikke om sine soldater, 
brød sig ej om komedie eller om at 
køre i skoven, uden alene for at vise 
sine nye klæder. Han havde en kjole 
for hver time på dagen, og ligesom 
man siger om en konge, han er i rådet, 
så sagde man altid her: „Kejseren er 
i klædeskabet!" - 

I den store stad, hvor han boede, 
gik det meget fornøjeligt til, hver dag 
kom der mange fremmede, én dag 
kom der to bedragere; de gav sig ud 
for at være vævere og sagde, at de 
forstod at væve det dejligste tøj, man 

41 



kunne tænke sig. Ikke alene farverne 
og mønstrene var noget usædvanligt 
smukt, men de klæder, som blev syet 
af tøjet, havde den forunderlige egen- 
skab, at de blev usynlige for ethvert 
menneske, som ikke duede i sit em- 
bede, eller også var utilladelig dum. 

„Det var jo nogle dejlige klæder", 
tænkte kejseren; „ved at have dem på, 
kunne jeg komme efter, hvilke mænd i 
mit rige, der ikke dur til det embede, 
som de har; jeg kan kende de kloge 
fra de dumme, ja det tøj må straks 
væves til mig!" og han gav de to be- 
dragere mange penge på hånden, for 
at de skulle begynde på deres arbejde. 

De satte også to væve op, og lod 
som om de arbejdede, men de havde 
ikke det mindste på væven. Rask væk 
forlangte de den fineste silke, og det 
prægtigste guld; det puttede de i deres 
egen pose og arbejdede med de tomme 
væve, og det til langt ud på natten. 

„Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt 
de er med tøjet", tænkte kejseren, 
men han var ordenlig lidt underlig om 
hjertet ved at tænke på, at den, som 
var dum, eller slet ikke passede til sit 
embede, ikke kunne se det; nu troede 
han nok, at han ikke behøvede at være 
bange for sig selv, men han ville dog 
sende nogen først for at se, hvorledes 
det stod sig. Alle mennesker i hele 
byen vidste, hvilken forunderlig kraft 
tøjet havde, og alle var begærlige efter 
at se, hvor dårlig eller dum hans nabo 
var. 

„Jeg vil sende min gamle, ærlige 
minister hen til væverne!" tænkte kej- 
seren, „han kan bedst se, hvorledes 
tøjet tager sig ud, for han har forstand, 
og ingen passer sit embede bedre end 
han!" - 

Nu gik den gamle, ærlige minister 
ind i salen, hvor de to bedragere sad 
og arbejdede med de tomme væve. 

42 



„Du store kineser!" tænkte den gamle 
minister og spilede øjnene op, „jeg 
kan jo ikke se noget!" Men det sagde 
han ikke. 

Begge bedragerne bad ham være 
god at træde nærmere og spurgte, om 
det ikke var et smukt mønster og dej- 
lige farver. Så pegede de på den 
tomme væv, og den stakkels, gamle 
minister blev ved at spile øjnene op, 
men han kunne ikke se noget, for der 
var ingenting. „Åh dog!" tænkte han, 
„skulle jeg være dum? Det har jeg 
aldrig troet, og det må ingen men- 
nesker vide! skulle jeg ikke du til mit 
embede? Nej, det går ikke an, at jeg 
fortæller, jeg ikke kan se tøjet!" 

„Nå, De siger ikke noget om det!" 
sagde den ene, som vævede. 

„O det er nydeligt! ganske aller- 
kæreste!" sagde den gamle minister 
og så gennem sine briller, „dette 
mønster og disse farver! - ja, jeg skal 
sige kejseren, at det behager mig 
særdeles!" 

„Nå det fornøjer os!" sagde begge 
væverne, og nu nævnede de farverne 
ved navn og det sælsomme mønster. 
Den gamle minister hørte godt efter, 
for at han kunne sige det samme, når 
han kom hjem til kejseren, og det 
gjorde han. 

Nu forlangte bedragerne flere 
penge, mere silke og guld, det skulle 
de bruge til vævning. De stak alt i 
deres egne lommer, på væven kom 
ikke en trevl, men de blev ved, som 
før, at væve på den tomme væv. 

Kejseren sendte snart igen en an- 
den skikkelig embedsmand hen for at 
se, hvorledes det gik med vævningen, 
og om tøjet snart var færdigt. Det gik 
ham ligesom ministeren, han så og så, 
men da der ikke var noget uden de 
tomme væve, kunne han ingen ting se. 

„Ja, er det ikke et smukt stykke 




43 



tøj!" sagde begge bedragerne og viste 
og forklarede det dejlige mønster, som 
der slet ikke var. 

„Dum er jeg ikke!" tænkte manden, 
„det er altså mit gode embede, jeg 
ikke duer til? Det var løjerligt nok! men 
det må man ikke lade sig mærke med!" 
og så roste han tøjet, han ikke så, og 
forsikrede dem sin glæde over de 
kønne farver og det dejlige mønster. 
„Ja det er ganske allerkæreste! " sagde 
han til kejseren. 

Alle mennesker i byen talte om det 
prægtige tøj. 

Nu ville da kejseren selv se det, 
medens det endnu var på væven. Med 
en hel skare af udsøgte mænd, mellem 
hvilke de to gamle, skikkelige embeds- 
mænd var, som før havde været der, 
gik han hen til begge de listige bedra- 
gere, der nu vævede af alle kræfter, 
men uden trevl og tråd. 

„Ja er det ikke fantastisk!" sagde 
begge de skikkelige embedsmænd. 
„Vil Deres Majestæt se, hvilket møn- 
ster, hvilke farver!" og så pegede de 
på den tomme væv, thi de troede, de 
andre vistnok kunne se tøjet. 

„Hvad for noget!" tænkte kejse- 
ren, „jeg ser ingen ting! det er jo for- 
færdeligt! er jeg dum? Duer jeg ikke 
til at være kejser? Det var det skrække- 
ligste, som kunne hænde mig! O, det 
er meget smukt!" sagde kejseren, „det 
har mit allerhøjeste bifald!" og han 
nikkede tilfreds og betragtede den 
tomme væv; han ville ikke sige, at han 
ingenting kunne se. Hele følget, han 
havde med sig, så og så, men fik ikke 
mere ud af det, end alle de andre, men 
de sagde ligesom kejseren: „O, det er 
meget smukt!" og de rådede ham til at 
tage i klæder dette nye, prægtige tøj 
første gang, ved den store Procession, 




44 






/"-i y- 







45 



som forestod. „Det er magnifique! 
nysseligt, excellent!" gik det fra mund 
til mund, og de var allesammen så 
inderligt fornøjede dermed. 

Kejseren gav hver af bedragerne 
et ridderkors til at hænge i knaphullet 
og titel af vævejunkere. 

Hele natten før den formiddag, pro- 
cessionen skulle være, sad bedra- 
gerne oppe og havde over seksten lys 
tændt. Folk kunne se, de havde travlt 
med at få kejserens nye klæder fær- 
dige. De lod, som om de tog tøjet af 
væven, de klippede i luften med store 
sakse, de syede med synåle uden 
tråd og sagde tilsidst: „Se nu er klæ- 
derne færdige!" 

Kejseren, med sine fornemste ka- 
valerer, kom selv derhen, og begge 
bedragerne løftede den ene arm i 
vejret, ligesom om de holdt noget, og 
sagde: „Se her er benklæderne, her 
er kjolen, her kappen!" og så videre. 
„Det er så let, som spindelvæv! man 
skulle tro, at man ingen ting havde på 
kroppen, men det er just dyden ved 
det!" 

„Ja!" sagde alle kavalererne, men 
de kunne ingen ting se, for der var 
ikke noget. 

„Vil nu Deres kejserlige majestæt 
allernådigst behage at tage Deres 
klæder af!" sagde bedragerne, „så 
skal vi give Dem de nye på, her henne 
foran det store spejl." 

Kejseren lagde alle sine klæder, og 
bedragerne bar sig ad, ligesom om de 
gav ham hvert stykke af de nye, der 
skulle være syet, og de tog ham om 
livet, og de ligesom bandt noget fast, 
det var slæbet, og kejseren vendte og 
drejede sig foran spejlet. 

„Nej hvor det klæder godt! hvor 
det sidder dejligt!" sagde de allesam- 
men. „Hvilket mønster, hvilke farver! 
det er en kostbar dragt!" - 

46 



„Udenfor står de med tronhimlen, 
som skal bæres over Deres majestæt 
i processionen!" sagde overceremoni- 
mesteren. 

„Ja jeg er jo i stand!" sagde kej- 
seren. „Sidder det ikke godt?" og så 
vendte og drejede han sig endnu en- 
gang foran spejlet, for det skulle nu 
lade som om han betragtede sin stads. 

Kammerherrerne, som skulle bære 
slæbet, famlede med hænderne hen 
ad gulvet, ligesom om de tog slæbet 
op; de gik og holdt i luften, de turde 
ikke lade sig mærke med, at de ingen- 
ting kunne se. 

Og så gik kejseren i processionen 
under den dejlige tronhimmel, og alle 
mennesker på gaden og i vinduerne 
sagde: „Nej, hvor kejserens nye klæ- 
der er mageløse? hvilket dejligt slæb 
han har på kjolen! hvor det sidder 
velsignet!" Ingen ville lade sig mærke 
med, at han intet så, for så havde han 
jo ikke duet i sit embede, eller været 
meget dum. Ingen af kejserens klæder 
havde gjort sådan lykke. 

„Men han har jo ikke noget på!" 
sagde et lille barn. „Hør den uskyldi- 
ges røst!" sagde faderen, og den ene 
hviskede til den anden, hvad barnet 
sagde. 

„Han har ikke noget på, er der et 
lille barn, der siger, han har ikke noget 
pa! 

„Han har jo- ikke noget på!" råbte 
tilsidst hele folket. Og det krøb i kej- 
seren, thi han syntes, de havde ret, 
men han tænkte som så: „Nu må jeg 
holde processionen ud." Og så holdt 
han sig endnu stoltere, og kammerher- 
rerne gik og bar på slæbet, som der 
slet ikke var. O 



o 
o 



ø 



O 



Pindsvinet 
med de krøllede pigge 



AF MARJ0R1E HAMMIT GARDNER 



9 






Polly Pindsvin brød sig ikke om 
selskaber. Der var altid dyrefolk, der 
dansede, men ingen ville nogen sinde 
danse med hende. 

„De er bange for mine stikkende 
pigge", fortalte hun sin ven, Cecil 
Egern. „Jeg ville ønske, at jeg var pæn 
og blød ligesom dig. Men mine pigge 
er meget skarpe, så jeg vil aldrig mere 
gå til flere selskaber." 

„Du skal! Alle dyrefolkene kom- 
mer", sagde Cecil, „selvom jeg giver 
dig ret i, at du har et problem." Han 
viftede tankefuldt med sin buskede 
hale. „Nu har jeg det! Krøl dine pigge, 
så bliver du fin!" 



„Hvordan vil du bære dig ad med 
at krølle pigge?" spurgte Polly. 

„Menneskefolket krøller deres hår 
med ruller." Han viftede igen med 
halen. „Vi kan bruge kviste som ruller. 
Der er nogle fine kviste oppe på Ege- 
bakken. Kom lad os gå derop og få fat 
i nogle." 

Det var en lang klatretur, og Polly 
pustede ved hvert skridt på vejen op. 
Hun var så træt, da hun nåede op på 
bakken, at hun måtte ligge ned og 
hvile. Heroppe på bakketoppen kunne 
hun se dalen nedenunder. Hun kunne 
se alle vejene, der førte til hendes 
hjem og den iskolde dam på den anden 
side af vejen. 







Cecil måtte gøre alt arbejdet. Til- 
sidst sagde han: „Vi har kviste nok til 
ruller. Det næste du skal gøre er at 
fugte dine pigge." 

Så snart de nåede hjem, sprang 
Polly i den iskolde dam. Hun kom hur- 
tigt op igen. En sådan fugtighed måtte 
da give fine krøller. Hun gav Cecil en 
kvist. „Du bliver nødt til at krølle mig. 
Jeg kan ikke se, hvad jeg gør, og jeg 
kan ikke nå om på ryggen." 

Cecil greb en håndfuld kviste. 
„Ååhl", peb han, „de stikker!" 

„Jeg ved det", indrømmede Polly 
ulykkeligt. 

„Du vil ikke kunne finde nogen til 
at hjælpe dig", sagde Cecil. „Vi må 
finde på en anden måde at krølle dig 

O (1 

pa. 

„Jeg er alt for træt", klagede Polly. 

„Jeg har det!" sagde Cecil efter 
megen viften med halen. „Menneske- 
folket siger, at man får krøllet hår af 
at spise gulerødder, det vil også krølle 
dine pigge, er jeg sikker på." 

„Jeg kan ikke lide gulerødder", 
sagde Polly, „men jeg vil prøve at 
spise dem." 

Polly spiste gulerødder til morgen- 
mad, til frokost og til middag, til ekstra 
måltider og natmad. Hun spiste dem i 
femten dage. 

Hver morgen følte hun på sine 
pigge. De var stadigvæk akkurat så 
stive og stikkende som før. Egentlig 
syntes de på den femtende dag at 
være skarpere end nogensinde. „Det 
næste selskab er om tre dage", fortalte 
hun Cecil, „og jeg går ikke med." 

„Hvad med gulerodskrøller?" 
spurgte Cecil. 

„Gulerodskrøller? Hvad er det for 
noget?" 

„Det er noget som menneskefolket 
laver. Mennesker laver krøller af selleri 
og gulerødder i isvand." 



„Jeg er ikke en gulerod eller en 
selleri", sagde Polly. „Hvad jeg er, er 
en fed, klodset tidsel." 

Cecil smuttede væk, og Polly så 
ham ikke igen før den morgen, selska- 
bet skulle være om aftenen. Han kom 
over med en pakke, som han gav 
hende. 

Polly pakkede op. Cecil var kom- 
met med gulerøddertil hende - masser 
af gulerødder. 

Hun vidste ikke, om hun skulle le 
eller græde. „Dit tossede egern!" 

Men Cecil havde alt for travlt til at 
svare. Først bed han de fjerlette gule- 
rodstoppe af og kastede dem væk. 
Derefter skar han selve gulerødderne 
i strimler med sine skarpe tænder. Så 
dyppede han strimlerne ned i den 
iskolde dam. Senere trak han en favn- 
fuld af smukke gyldne krøller op. 

Polly var alt for forbavset til at sige 
noget. 

„Stå stille", sagde Cecil. Han pres- 
sede en krølle på en af hendes pigge. 
Og så en mere. Snart var hun krøllet 
over det hele. 

„Jeg går med til selskabet!" udbrød 
hun. 

Ved selskabet stod dyrefolkene i 
kø for at få en dans med Polly, pind- 
svinet med de krøllede pigge. Da det 
var Cecils tur, sagde han: „Nu behøver 
du ikke at spise flere gulerødder. Alt 
hvad du skal gøre, er at bære dem, så 
har du krøllede pigge." 

Polly begyndte at le og le. „Jeg 

plejede at blive så hurtig træt. 1 aften 
har jeg danset syv og halvfjerds gange, 
og jeg føler mig stadigvæk oplagt. Det 
er på grund af alle de gulerødder, jeg 
spiste. Og nu kan jeg lide dem." 

Det var godt hun kunne, for gæt 
engang hvad de skulle have at drikke 
ved selskabet - gulerodsjuice! O 



48 




For 

al evighed - 
ellers kun 

tid 




AF ÆLDSTE HAROLD B. LEE 
af De Tolvs Råd 



Som en slags tekst for det emne, der står som over- 
skrift til denne korte artikel, der skrives på opfordring af 
Hjælpeforeningens Generalpræsidentskab, vil jeg fortælle 
to beretninger fra det virkelige liv; mange af Kirkens med- 
lemmer vil i dag kunne fortælle de samme. 

Den første lyder: Som nylig hjemvendt missionær var 
jeg taler ved begravelseshøjtideligheden for en hengiven, 
trofast forhenværende missionær; jeg havde kendt hende 
som den mest uselviske, helliggjorte og effektive lærerinde 
og fortolker af retfærdige principper, man kunne tænke 
sig. Hun døde af en uhelbredelig infektionssygdom. Da 
døden nærmede sig, havde hun til mindste detalje udarbej- 
det det program, der skulle følges ved begravelseshøjtide- 
ligheden for hende. Derfor havde alle, som medvirkede 
ved denne hellige tjeneste, ligesom jeg en stærk bevidst- 
hed om, at hver især var blevet valgt, fordi han repræ- 
senterede en speciel fase i hendes alt for korte liv, og hun 
ønskede, at hendes familie, hendes kære og hendes meget 
gode venner skulle erindre hende for det, som disse talere 
havde at berette. 

Mit enkle bidrag var at minde om de år, hun havde 
virket som missionær for Kirken. Lige før hun rejste hjem- 
mefra, hvor hun havde virket som lærerinde i „mellem- 
skolen" efter selv at have taget eksamen fra Brigham 
Young University, havde en patriark givet hende en be- 
mærkelsesværdig velsignelse. Alle de specielle velsig- 
nelser, der var lovet hende, var allerede opfyldt på nær 
én, og opfyldelsen af denne ene besværede mig, fordi 
intet jordisk menneske efter min mening kunne have levet 
sit liv mere lig Kristus, end hun havde levet sit. Hvorfor 
var så denne sidste velsignelse blevet hende nægtet? Den 
velsignelse, Herren gennem denne patriark havde lovet 
hende, var, at hun skulle blive en moder i Israel. Hun var 
aldrig blevet gift, og derfor havde hun ikke oplevet det 
privilegium at blive moder her på jorden. Dette talte jeg om 
ved denne højtidelighed, og jeg lod spørgsmålet stå åbent: 
„Hvorfor?" 

Den anden lyder således: Et par forældre, som var helt 
i vildrede, søgte en samtale for at prøve, om det var muligt 
at få lidt klarhed og forståelse, så deres hjertesorg kunne 
blive lettet og deres tro styrket. De havde netop modtaget 



193 



et uheldsvangert, kortfattet telegram fra militæret, hvori de 
fik meddelelse om deres unge søns død. Lige hjemkom- 
men fra en mission fra Kirken var han blevet indkaldt til 
militærtjeneste. Også han havde, før han rejste hjemmefra 
fået en patriarkalsk velsignelse, hvori han blev lovet, at han 
skulle få sønner og døtre. Havde patriarkens ord været 
inspireret? Hvorfor svigtede dette løfte, når deres søn, så 
vidt de vidste, havde levet værdig til hver eneste velsig- 
nelse, der er lovet de trofaste, som „lever for Herren"? 

Efter at jeg havde fremsat nogle udtalelser i forbindelse 
med den første af mine beretninger, var stavspatriarken - 
tidligere stavspræsident - den afsluttende taler. Han frem- 
drog to livsvigtige principper, som er vel funderet i Skrif- 
terne. Han forklarede, at „livet" ikke begyndte med fødslen 
til jorden og heller ikke slutter med den jordiske død. Når 
en patriark udtaler en inspireret velsignelse, omfatter den 
hele livet, ikke blot den periode, vi kalder for jordelivet. 
„Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de 
ynkværdigste af alle mennesker" (1 Kor. 15:19), havde 
apostlen Paulus skrevet. Hvis vi ikke forstår denne 
storslåede sandhed, er vi „ynkværdige", og vor tro drages 
sommetider i tvivl. Med tro, der „skuer ud over graven", 
og som har tillid til, at Det guddommelige Forsyn stiller alle 
ting i deres rette perspektiv, når tiden er inde, har vi håb, 
og vor frygt stilnes. „Tro er (derfor) ikke at have fuld- 
kommen kundskab om noget", forkyndte profeten Alma, 
„men dersom I har tro, har I håb om det, som ikke ses, 
men som er sandt." (Alma 32:21) 

Denne trofaste søster kan - forklarede patriarken - 
selv om hun ikke her på jorden fik den glæde at føde børn, 
gennem hellige ordinanser, der udføres i hellige templer 
på jorden, til Herrens egen tid blive beseglet til en mand, 
som er hende værdig; denne besegling ved guddommelig 
myndighed kan, hvis begge accepterer den, i verden på 
den anden side af denne muliggøre en hellig forbindelse i 
evigt ægteskab med løfte om afkom på den anden side 
af graven. 

Det var om denne evige formeren, Herren i en åben- 
baring forkyndte for dem, som indgår denne ægteskabs- 
pagt og er trofaste til enden, at de skulle få „ophøjelse og 
herlighed i alle ting, som det er blevet beseglet på deres 
hoveder, hvilken herlighed vil være en fylde og en fort- 
sættelse af slægten fra evighed til evighed." (L&P 132:19) 

Som for yderligere at klarlægge denne åbenbaring 
forklarede profeten Joseph Smith: „Men de, der er viet 
med Præstedømmets magt og myndighed her i livet og 
fortsætter uden at begå synd mod den Helligånd, vil blive 
ved med at forøges og få børn i den celestiale herlighed." 
(Profeten Joseph Smiths Lærdomme, side 361.) 

Som apostlen Peter forklarede efter Mesterens opstan- 
delse og som følge af den opstandne Herres besøg i de 
bortgangne ånders verden, forkyndte Mesteren for dem, 
„at de vel skulle dømmes på legemet, som mennesker 
dømmes, men leve i ånden, ligesom Gud lever". (1 Peter 
4:6) Forklaret i al enkelhed betyder dette, at for dem, som 
efter dette liv er værdige, og som accepterer det sted- 
fortrædende arbejde, der udføres med myndighed i Her- 
rens templer, er sådanne ordinanser, der udføres for dem, 
som er døde, lige så effektive, som om de var levende. 



Dersom det ikke var således, som Herren forklarede Peter, 
til hvem Rigets Nøgler blev givet i tidernes midte, ville 
„helvedes porte" have fået overhånd over Jesu Kristi Kirke. 
Uden dette stedfortrædende arbejde, som er oprettet til 
hjælp for de trofaste, som „dør i Herren", ville den fuld- 
stændige mission i Mesterens forsoningsoffer ikke have 
strakt sig til sådanne, som illustreres ved de oven for 
nævnte tilfælde sammen med mange andre der kunne 
refereres. 

I kære, efterladte til den trofaste missionærsøster, glæd 
jer til den herlige dag, da løftet om moderskab opfyldes; 
og I forældre til den trofaste søn, som blev lovet afkom, 
fortvivl ikke! På Herrens egen måde og til Hans egen tid 
vil Han gøre alle ting ret efter sin egen metode. Lovet være 
Gud! 

For nogen tid siden havde jeg anledning til at skrive 
nogle ord til de mange trofaste søstre, som endnu ikke har 
fået kvindens største forventninger opfyldt og som måske 
ikke vil få dem opfyldt i jordelivet. Det passer til denne 
artikel, at jeg - med visse modifikationer - gentager en 
del af, hvad jeg før har sagt: 

„I unge kvinder, som efterhånden er i en fremrykket 
alder, og som endnu ikke har fået et ægteskabstilbud, hvis 
I gør jer værdige og rede til at gå til Herrens hus og tror 
på dette hellige princip (om celestialt ægteskab for evig- 
heden) - selv om det privilegium, som ægteskabet er, ikke 
gives jer nu ( i jordelivet), vi! Herren dog belønne jer, når 
tiden er inde, og ingen velsignelse vil blive jer næget. I er 
ikke forpligtet til at acceptere et tilbud fra en, der er jer 
uværdig, fordi I frygter, at I skal gå glip af jeres velsignel- 
ser. Ligeledes I unge mænd, som måske tidligt mister livet 
ved et ulykkestilfælde eller ved en skæbnesvanger sygdom 
eller under en frygtelig krig, inden I har haft mulighed for 
ægteskab: Herren kender jeres hjerters hensigter, og til 
sin egen bestemte tid vil Han belønne jer med de anled- 
ninger, der muliggøres gennem de tempelordinanser, der 
blev oprettet inden for Kirken i det øjemed." 

I husker måske det tilfælde, hvor profeten Joseph 
Smith i et syn så sine forældre og sin broder Alvin i Guds 
celestiale rige. Hans broder Alvin var død i 1824, inden 
Kirken blev organiseret, og Joseph undrede sig over, at 
han kunne befinde sig i det celestiale rige. Da kom Herrens 
røst til ham: „Alle, som er døde uden kundskab om dette 
evangelium, og som ville have modtaget det, dersom de 
havde fået lov til at leve, vil blive arvinger til Guds cele- 
stiale rige ... thi jeg, Herren, vil dømme alle mennesker 
efter deres gerninger, efter deres hjerters ønske." (Pro- 
feten Joseph Smiths Lærdomme, s. 126). 

Som det var med Alvin, således er det med alle dem, 
for hvem dette budskab gælder. Gør alt, hvad I kan for at 
rette jer efter Guds love vedrørende en ophøjelse i Guds 
rige. Herren vil også dømme jer efter jeres gerninger så- 
vel som efter jeres hjerters ønsker, og I kan være forvisset 
om jeres løn. 

For mig har det stor betydning, at Kirkens statistiker 
år for år viser, at der er næsten lige mange mænd og 
kvinder. Tror I, at dette blot er en tilfældighed, og at dette 
faktum skal forklares med videnskabelige teorier alene? 
Eller er det fordi et omsorgsfuldt og alviist Forsyn har ordi- r 



194 



Princippet lydighed 

S. Dilworth Young af De Halvfjerds' Første Råd 



Når jeg rejser gennem de dele af Herrens vingård, 
som jeg har fået til opgave at besøge, undres jeg over 
det mirakel, som Kirken er. 

Hver uge samles de trofaste for at høre instruktioner 
og forny de pagter, som de indgik ved deres dåb, og 
modtage den Helligånds gaves velsignelser. De mænd, 
som kalder dem sammen, er de valgte ledere, som er 
kaldt ved åbenbaring til at lede hjorden ind i retfærdig- 
hed. 

Jeg siger valgte ledere, for i denne Kirke venter vi 
ikke på, at folk skal vise de lederskabsevner, som er 
nødvendige for at præsidere over en stav eller en mis- 
sion, men kalder dem gennem Åndens vejledning. „Denne 
mand," hvisker Ånden til den kaldede tjener, „er den, 
der nu skal lede på dette tidspunkt." Han forestilles 
for medlemmerne, så de kan opretholde ham. 
Nogle tvivlere har sagt, at opretholdelsen er automatisk. 
Jeg tillader mig at have en anden mening. Enstemmig- 
heden ved afstemningen er tegn på det store princip ly- 
dighed i handling, men det kan ikke skjule udtrykket i 
folks ansigter. Ved hver konference, som jeg har over- 
været, og hvor denne handling har fundet sted, har jeg 
lagt mærke til godkendelsen i det udtryk der viste sig 
på folks ansigter. 

Der er utvivlsomt nogle af de tilstedeværende ved 
disse konferencer, som ikke føler Åndens hvisken, men 
alligevel rækker hånden i vejret til godkendelse. 

De gør mere end dette, for på opfordring af den 
nyligt opretholdte præsident — eller biskop, hvad der 
nu end er tilfældet — siger de ja til hans kald og tjener 
trofast. De er måske ikke vis på, at kaldet kom fra Her- 
ren, men de er sikre på, at kaldet kom fra Herrens tje- 
ner, og af grunde som de selv kender, tror de, at deres 
personlige kald til at tjene, som de fik fra denne nye 
tjener, kom fra Herren. Og således vil det altid være. 

De papyrusruller, som indeholdt Abrahams syn, kom 
til Joseph Smith gennem en serie begivenheder, som kun 
vejledning fra en overnaturlig magt kunne have mulig- 
gjort. De begivenheder, som skaffede den frem, synes 
naturlige nok, men de fandt sted. på det rette tidspunkt 
i historien til de rigtige mennesker, med det resultat at 
vi har kundskab om synet. Jeg citerer fra en del af 
det: 

„Og der stod én imellem dem, der var Gud lig, og 
han sagde ti! dem, som var med ham: Vi vil gå ned, thi 
der er rum der, og vi vil tage af disse materialer og 
danne en jord, hvorpå disse kan bo. 

(Forts, fra side 194) 

neret det således, at alle unge mænd og kvinder, som er 
medlemmer af Kirken, kan finde deres livsledsager inden 
for Kirken her i jordelivet - eller herefter - og gennem evigt 
ægteskab blive arvinger til løfterne om fylden af Hans 
velsignelser? O 



Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre 
alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem." (Abraham 
3:24-25.) 

Vi erkender, at for at kunne adlyde alt, hvad vi får 
befaling om, må vi adlyde de ledere, gennem hvem be- 
falingerne kommer. I vort personlige liv har vi De ti Bud, 
det 42. afsnit af Lære og Pagter, som bekræfter disse 
bud for vor tid, Bjergprædikenen og den gyldne tekst 
fra Mika (Mikas Bog 6:8) til at vejlede os, men i arbejdet 
i den organiserede Kirke adlyder vi også lederne. Og 
i direkte forhold til graden af denne lydighed modtager vi 
den Helligånd til at vejlede os og støtte os. Hvis vi kan 
adlyde dette princip, vil vi undgå strid i Kirken. 

Dette princip er altomfattende i Kirken. Jeg er netop 
vendt tilbage fra et besøg i Tonga-missionen, som er 
en af mange grupper på øerne i Stillehavet. Skikkene der 
er helt anderledes end vore; folkets kultur er gået en 
helt anden vej end vor. Og dog reagerer de hellige på 
nøjagtig samme måde som vi gør her. De adlyder deres 
ledere. Om søndagen kan man se dem klædt i deres lava- 
lavas, med deres bedste kæder af muslingeskaller om 
halsen, på vej til nadvermøde i grenens kirkebygning. 

Jeg er taknemmelig for Præstedømmets bindende 
magt, når den gøres aktiv ved folks lydighed mod deres 
ledere. Vi ser det samme princip i kraft i denne bygning 
i dag, og vi fryder os over, at det fortsætter i Kirken. 

Jeg vil gerne fremsætte endnu en udtalelse. Overalt 
på Tonga-øerne blev jeg bedt om at overbringe de hel- 
liges kærlige hilsen til Dem, Præsident McKay. De har 
ikke glemt den forstyrrelse, som embedsmændene på 
Tonga forårsagede, da de fandt en undskyldning for at 
sætte Dem i karantæne på en nærliggende ø, de har 
heller ikke glemt Deres besøg hos dem efter at embeds- 
mændene havde ladet sig formilde. 

Vi prøvede også at besøge Niue-øen. De samme for- 
hold fandtes der. Havet var oprørt, og kaptajnen ville 
ikke lade os gå i land. Vi talte om Deres oplevelse i 
samme situation. 

Jeg tror jeg var mest bevæget, da vi stod i en dal, om- 
givet af bjerge dækket af skyer, ved bredden af en bru- 
sende strøm af klart vand fra bjergene på Upolu, Sa- 
moa. Dér læste vi en inskription på en bronceplade på 
et monument. Den var anbragt der til ære for Præsident 
McKay's besøg på stedet, og til minde om det han havde 
sagt der. Jeg så på den skole, som nu findes der som 
svar på Præsident McKay's indtrængende opfordring til 
medlemmerne. Jeg efterligner ikke Herren, som Han står 
citeret i 1. Mosebog, men jeg kunne se, at det var „godt". 

Præsident McKay, de mennesker som stod sam- 
men med mig der, bad mig om at overbringe. Dem deres 
kærligste hilsener. Jeg føjer mine egne til. Nogen måtte 
få synet om det der skulle gøres for dette folk. At det 
faldt i Deres lod at gøre det er mig en stor glæde. 
Sammen med disse mennesker, vore brødre af Israels 
blod, opretholder jeg Dem som profet, seer og åben- 
barer, og bærer vidne om, at fra Profeten Joseph Smith 
indtil nu er vi blevet ledet af profeter, der er kaldet af 
Gud og opretholdt af folket. I Jesu Kristi navn. Amen. 



195 



Den 

Præsiderende 

Biskop 

taler til 

Ungdommen 

om 



Vidnesbyrd 






AF BISKOP JOHN H. VANDENBERG 



I første del af det nittende århundrede fandt den mest 
betydningsfulde begivenhed i den nyere tids historie sted. 
En ung mand gik fra sit hjem ad en snoet sti til en lund, 
ikke ret langt fra deres farm, i den hensigt at tale med Gud 
i bøn. Skønt han kun var en bondedreng, ulærd og af en 
meget jævn familie, følte han, at ved at påkalde Gud i bøn, 
ville den kundskab, han søgte, „blive givet ham". (Jakob 
1:5), 

Den oplevelse, der fulgte, satte en række begivenheder 
igang, der resulterede i gengivelsen af Jesu Kristi Evan- 
gelium, Præstedømmet og nøglerne fra tidligere tiders 
uddelinger. 

Den unge mand, Joseph Smith, blev en af Guds store 
profeter. Han og hans mission er blevet beskrevet på 
denne måde: 

Joseph Smith, Herrens Profet og Seer, har gjort mere - 
med undtagelse af Jesus Kristus - for menneskehedens 
frelse i denne verden end noget andet menneske, der har 
levet på jorden. I den korte tid af tyve år har han bragt 
Mormons Bog frem i dagens lys, bogen, som han oversatte 
ved Guds gave og kraft, og udgivet den på to kontinenter; 
har bragt det evige Evangelium i dets fylde, som den inde- 
holdt, til verdens fire hjørner; har modtaget åbenbarin- 
gerne og befalingerne, der udgør Lære og Pagter, og 
mange andre betydelige publikationer og instruktioner til 
gavn for menneskenes børn; samlet mange tusinde Sidste 
Dages Hellige, grundlagt en stor by, og efterladt en berøm- 
melse og et navn, der ikke kan glemmes. Han levede ædelt 
og han døde ædelt i Guds øjne og i sit folks bevidsthed; 

196 



og som de fleste af Herrens udvalgte i tidligere tider, 
beseglede han sin mission og sit arbejde med sit eget blod 
(Lære og Pagter 135:3). 

I dag, ca. 150 år efter Joseph Smith gik ud i lunden, 
kan vi se frugterne af arbejdet udført af Herrens profeter 
i de sidste dage. 

Tusinder af unge mænd, og Kirken som et hele, kund- 
gør for hele verden budskabet om det gengivne Jesu Kristi 
Evangelium i dets renhed og fylde. 

Mennesker i verden, som flittigt og i oprigtig bøn søger 
sandheden om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 
og den guddommelige kaldelse af Profeten Joseph Smith 
og dem, der er fulgt efter ham, kan modtage et svar fra 
Faderen på akkurat samme måde som Joseph gjorde det. 

Ligesom folk ude i verden, må også I, Kirkens ungdom, 
gøre jer lignende anstrengelser for at modtage et vidnes- 
byrd fra den Helligånd om sandheden i det gengivne Evan- 
gelium. For jer er et vidnesbyrd ikke en automatisk proces. 
Det kommer kun efter at I har „hungret og tørstet efter 
det". Det betyder, at I må have et ønske langt stærkere end 
blot et passivt ønske. 

Parley P. Pratt, et tidligere medlem af De Tolvs Råd, 
beskriver sit store ønske om at forstå sandheden, som den 
findes i Mormons Bog: 

„Jeg åbnede den (Mormons Bog) med iver og læste 
dets titelblad. Derefter læste jeg vidnesbyrdet fra de for- 
skellige vidner i forbindelse med hvordan den var fundet 
og oversat. Derefter læste jeg indholdet fra begyndelsen. 
Jeg læste den hele dagen; at spise var en byrde, jeg 



ønskede ikke at spise; søvn var en byrde; når natten kom, 
foretrak jeg at læse frem for at sove. 

Som jeg læste, var Herrens Ånd over mig, og jeg vidste 
og forstod, at bogen var sand, ligeså sikkert som jeg 
vidste, at jeg levede. Min glæde var fuldkommen over det, 
som det var, og jeg følte mig rigeligt belønnet for alle 
sorger, prøvelser og hårdt slid i mit liv." (Autobiography 
of Parley Parker Pratt, p. 37). 

For dem der virkelig ønsker et vidnesbyrd om Evan- 
geliets sandhed, er måden at opnå det på ganske ligetil. 
For det første, Herren forlanger at vi oprigtigt studerer 
Evangeliet. Da Han talte til Oliver Cowdery, gjorde Han 
betydningen af oprigtig studium meget klart: „Se, du har 
ikke forstået det ret. Du har troet, at jeg ville give dig, uden 
at du selv gjorde dig nogen anstrengelse, blot du bad. 

Men se, jeg siger dig: Du må selv udtænke det i dit 
eget sind, og da må du adspørge mig, om det er rigtigt; og 
dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte brænder 
i dig, og derved skal du fornemme, at det er rigtigt." (Lære 
og Pagter 9:7-8). 

Som Herren tilkendegiver, er oprigtig studium af Evan- 
geliet af vital betydning for at opnå et vidnesbyrd. Studium 
af Evangeliet skaber tro; det tilvejebringer tegnet, på hvil- 
ket ens vidnesbyrd kan bygges. Apostlen Paulus siger at 
tro er bygget på „tegn" (Heb. 11:1), og studium vil tilveje- 
bringe dette tegn. 

Sammenkædet med personligt studium, er der et andet 
meget vigtigt skridt for at opnå et personligt vidnesbyrd, 
nemlig at du efterlever Evangeliet og holder budene. Frel- 
seren taler med hensyn til dette skridt for at opnå et vid- 
nesbyrd. Han siger: „Min lære er ikke min egen, men hans, 
som sendte mig. 

Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om 
læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget." (Johs.7:16-17). 

Alma, den nephitiske profet, giver en lignende udtalelse, 
da han opfordrer folket til at prøve hans ord. Han siger: 
„Men hvis I vil vågne op og bruge jeres evner, prøve mine 
ord og udøve blot den mindste smule tro, ja, om I ikke 
kunne gøre andet end blot ønske at tro, lad da ønsket virke 
i jer, til I tror så meget, at I kan modtage en del af mine 
ord." (Alma 32:27). 

Lydighed mod Guds bud er af stor betydning for at et 
menneske kan være beredt til at modtage et vidnesbyrd. 
Betydningen af en sådan personlig forberedelse kan illu- 
streres ved at se på Laman og Lemuel, der, skønt de så og 
hørte en engel fra Gud, var personligt uforberedte, og 
derfor havde denne store oplevelse ikke nogen virkning 
i deres liv. 

For det tredie, må du, for at opnå et vidnesbyrd, søge 
Faderen i ydmyg bøn, ligesom Profeten Joseph Smith. Som 
Joseph Smith erfarede, og tusinder af andre har oplevet, 
er følgende udtalelse af Herren sand: 

„Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal 
han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og 
uden bebrejdelser, og så vil den blive givet." (Jakob 1:5). 

Efter oprigtigt at have studeret Evangeliet, må du bringe 
din livsførelse i overensstemmelse med dets principper og 
bede Herren bekræfte sandheden om det gengivne Evan- 



gelium, og så være beredt til at modtage svaret fra Her- 
ren, når det kommer. 

Mange tror, at et vidnesbyrd kommer som en dramatisk, 
følelsesmæssig oplevelse. Men oftest kommer et vidnes- 
byrd som en stærk følelse af at Evangeliet er sandt. Og 
skønt det er en uforklarlig oplevelse, er den ægte. 

Herren har beskrevet denne følelse på følgende måde: 

og dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte 

brænder i dig, og derved skal du fornemme, at det er rig- 
tigt." (Lære og Pagter 9:8). 

Herren talte til Oliver Cowdery ved en særlig anledning 
om styrken og sandheden i denne oplevelse. Han siger: 

„Sandelig, sandelig siger jeg dig, at dersom du ønsker 
mere vidnesbyrd, så kom den nat i hu, da du råbte til mig 
i dit hjerte for at få sandheden om disse ting at vide. 

Gød jeg ikke fred i din sjæl med henblik på denne sag? 
Hvad større vidnesbyrd kan du have end Guds vidnes- 
byrd? (Lære og Pagter 6:22-23). 

At opnå et vidnesbyrd om Evangeliet burde være et 
vigtigt mål for enhver ung mand og pige i Kirken. Man 
kan ikke være i besiddelse af noget større eller mere be- 
tydningsfuldt. Præsident David O. McKay siger angående 
sit ønske om et vidnesbyrd, da han var ung: „I min ungdom 
blev jeg klar over, at den mest værdifulde ting, som en 
mand kunne opnå i dette liv, var et vidnesbyrd om dette 
værks guddommelighed. Jeg hungrede efter det; jeg følte, 
at hvis jeg kunne få alt det, ville alt andet i sandhed være 
betydningsløst." (Improvement Era, September 1962, p. 
628). 

Jeg håber, at hver eneste ung mand og pige i Kirken, 
ligesom den unge Joseph Smith og den unge David O. 
McKay, frem for alt andet ønsker et vidnesbyrd om Jesu 
Kristi Evangeliums sandhed, og at enhver ung mand med 
dette ønske vil følge den vej, Herren har anvist for at opnå 
et personligt vidnesbyrd. 

Det er et personligt vidnesbyrd om Evangeliet, der vil 
bestemme formålet og hensigten med din daglige til- 
værelse. Et vidnesbyrd vil give større forståelse af hen- 
sigten med dit ansvar i Præstedømmet, din aktivitet i Kir- 
ken, dit hjemmeliv, din opførsel og i det hele taget af alle 
livets områder. 



Menneskets ånd er en Herrens 
lampe, den ransager alle hans 
indre kamre. 

Ordsprogenes Bog 



197 

























. 














■ 









IJ 



1IIB0MSS1DI1II 



















Uden en eneste 
bekymring i verden 



AF WILLARD MITT ROMNEY * 













Da jeg begyndte på min mission, hørte jeg om en mis- 
sionær, som ønskede at få forlænget sin missionstid. Jeg 
må tilstå, at jeg dengang ikke rigtig kunne forstå ham. 

Nu er min indstilling til min mission fuldstændig ændret. 
I begyndelsen virkede det som noget meget krævende - 
skrifte, skrifte, prøve at få folk til at lytte, prøve at få dem 
til at læse Mormons Bog - jeg troede, at det var alt, hvad 
en mission var. Det eneste jeg kunne se, var den enkelte 
detalje af de ting, jeg møjsommeligt gjorde - jeg havde 
endnu ikke fået det fantastiske overblik over, hvad en 
mission virkelig er. 

Det har jeg nu. Denne mission har haft større indfly- 
delse på mig end nogen anden ting i mit liv. En mission er 
det største træningsprogram for succes der findes. Kun 
på en mission bruger en ung mand al sin tid på at få folk 



til at lytte til ham, til at forstå hans argumenter. Det er her 
på min mission, at jeg er kommet til en forståelse af 
meningen med livet- hvorfor jeg er her, og hvor jeg ønsker 
at gå hen. 

Det forbavser mig, hvor lidt jeg kendte til Evangeliet før. 
Selvfølgelig vidste jeg en del om det, men jeg havde ikke 
fået den virkelige forståelse. Jeg havde hørt mennesker 
sige, at Evangeliet var og er et lykkens budskab og godt 
nyt, men stadig forstod jeg ikke hvorfor. Det er her jeg er 
begyndt at føle glæden, som Evangeliet var bestemt til at 
skulle give mennesket. 

Det er her, jeg har fundet ud af, hvad ordet succes 
virkelig betyder - at være værdig til at indtræde i det 
celestiale rige, at være sikre på vort kald og vort valg. 

Her har materielle og verdslige ting fået en anden 



198 



betydning; og fordi jeg knytter en større betydning tit, 
hvad der er vigtigt, er jeg lykkeligere end nogensinde før. 
Kristus lovede os, at dersom vi først søger Hans rige, vil 
alle andre ting blive givet til os. Jeg ved, at dette er sandt. 

Jeg er kun 21 år gammel, og alligevel er jeg leder i den 
vigtigste organisation i Frankrig - L'Eglise de Jésus-Christ. 
Hvor ellers eller hvornår igen vif jeg få lejlighed til at have 
sådan autoritet og ansvar, som jeg har nu? Og hvornår igen 
vil jeg være i stand til at hellige al min energi og tid til det? 

Måske er dette noget af det mest fantastiske ved en 
mission. Det er den eneste tid man har, hvor man kan 
hellige alt til et formål - at tjene Herren. Hjemme er der 
skolen, økonomi, ægteskab, børn, bekymringer om hvad 
andre tænker. Her er der kun én ting. 

Hjemme, når der var noget, jeg ikke kunne lide, gik jeg 
væk fra det; det kan jeg ikke gøre her. Jeg er nødt til at 
se det i øjnene, lære at klare situationer og komme ud af 
det med mennesker, som er svære at komme ud af det 




med. Hvor er det vidunderligt at vide, at man har besejret 
noget, som man ellers ville være løbet fra. 

Hjemme, når jeg prøvede at overbevise nogen om, at 
jeg havde ret, og de ikke var enige med mig, så jeg mig 
om efter en anden, som var enig med mig, og underholdt 
mig med ham. Her kan jeg ikke give op så let. Under- 
søgerne er så få, at man kæmper hårdt, før man giver op. 
Og når man så endelig smager sejrens sødme over noget 
yderst svært, undrer man sig over, hvorfor man ikke lige- 
frem revner af al den lykke, man har i sig. 

Hver dag bliver tilbragt med at prøve at blive mere 
succesfuld, udføre ting, som er svære, og udvikle sig 
igennem det. 

Bære vidnesbyrd; undervise-, knæle i bøn for omven- 
delsen af en undersøger; bede Herren om vejledning 
angående et medlems problem; føle den Helligånd benytte 
én til at undervise og formane; anbringe ens hænder sam- 
men med en apostels på hovedet af et sygt menneske og 
oversætte for ham, medens han velsigner den syge; græde, 
når man hører en radioudsendelse fra generalkonferencen; 
finde kammeratskaber blandt mennesker, man aldrig ville 




have valgt hjemme - venskaber, som nu er så betydnings- 
fulde, at når man forlader dem, er det som at forlade sin 
familie; stå op klokken 6 - kold, træt, fattig, men uden en 
eneste bekymring i verden; leve for andre, kun undergivet 
Gud; glædes når man hører om andres fremgang - hvor 
ville jeg nogensinde have kendt disse ting, hvis det ikke var 
foren mission? 

Og alligevel, jeg tror dette kun er begyndelsen. En 
mission er tiden til at komme på den rette sti. Hvis jeg 
bliver i den samme strøm, vil min glæde blive fordoblet, 
tredoblet, mangedoblet evindeligt. Ægteskab for tid og 
evighed, tjeneste i Kirken, børn, tjeneste for verden og mit 
land! Herren må elske os, når Han giver os al den lykke. 

(*Mitt, den 21 årige søn af George Romney, minister for 
bolig- og byplanlægning i præsident Nixons kabinet, og 
søster Romney, skrev dette brev til sine forældre fra sin 
mission i Frankrig. Redaktøren bad om tilladelse til at bruge 
det.) O 




199 



Embeder i 
Præstedømmet 



AF RICHARD O. COWAN 



I sin store åbenbaring om Præstedømmet fremhævede 
Herren, at alle embeder er tillæg til Det melkisedekske 
Præstedømme. (Se L&P 107:2-5). Dette betyder, at disse 
embeder, i stedet for at føje noget til Præstedømmets 
myndighed, er afhængige af Præstedømmet med hensyn til 

deres myndighed. Ethvert embede har sine bestemte funk- 
tioner, som er blevet skitseret i Herrens åbenbaringer. 

Man skelner mellem embeder i Præstedømmet (be- 
handles nedenfor) og embeder i Kirken. Når en mand én 
gang har fået Præstedømmet overdraget, kan han kun 
miste det ved udelukkelse af Kirken. 1 Embeder i Præste- 
dømmet modtages gennem ordination. Embeder i Kirken 
modtages derimod ved, at man bliver beskikket og er ikke 
permanente; dem har man kun, indtil man bliver afløst. 2 

Embedet som biskop er både et embede i Præstedøm- 
met og et embede i Kirken. En højpræst, som modtager 
denne kaldelse, bliver ordineret t\\ Præstedømme-embedet 
biskop og beskikket til det kirkelige embede som biskop 
eller præsiderende højpræst i sit bestemte ward. Hvis han, 
efter sin afløsning, skulle flytte til et andet ward og igen 
blive kaldet som biskop, ville det ikke være nødvendigt, at 
han igen skulle blive ordineret, men kun beskikket som 
biskop i det nye ward. 



Det Første Præsidentskab 

Rådgivere i Det Første Præsidentskab bliver beskikket 
som rådgivere til den Præsident for Kirken, som på det 
tidspunkt virker. Derfor bliver rådgiverne, efter præsiden- 
tens død, automatisk afløst, og Det Første Præsidentskabs 
kvorum bliver fuldstændigt opløst. 

Det grundlæggende antal på tre i Det Første Præsident- 
skab er ved flere lejligheder i Kirkens historie blevet 
suppleret med flere rådgivere. I 1837 havde Joseph Smith 
flere rådgivere 3 ; i 1873 udnævnte Brigham Young fem 
assisterende rådgivere 4 ; for øjeblikket har Præsident 
McKay et samlet antal på fem rådgivere. 



200 



Embeder i Det aronske Præstedømme 

De særlige pligter, der påhviler Det aronske Præste- 
dømmes embeder, er fremsat i Lære og Pagter 20:46-59. 
Læg mærke til, hvorledes pligterne i disse embeder er 
kumulative - tidligere pligter mistes ikke, efterhånden som 
bæreren af Præstedømmet stiger til højere embeder. Læg 
også mærke til, hvorledes det at styrke andre i Evangeliet 
er en væsentlig del af hvert enkelt embede. 

De pligter, som biskoppen, der er den præsiderende 
funktionær i Det aronske Præstedømme, har, er skitseret 
i andre afsnit i Lære og Pagter. (Se 58:17, 18; 68:14-24; 
107:68-75). 

Embeder i Det melkisedekske Præstedømme 

Jesus Kristus er overhovedet for denne Kirke. Under 
Hans ledelse er en profet eller „Præsident over det højere 
Præstedømme i Kirken." (Se Lære og Pagter 107:64, 65). 
Under „Præsidenten for det højere Præstedømme" står 
De Tolv Apostles Råd eller de særlige vidner om Kristus. 
(Se Lære og Pagter 107:23). 

Under dette lederskab dannes stave, som er til støtte 
for Præsidentskabet og De Tolv. Den mand, som står i 
spidsen for en stavsorganisation, kaldes en „fast præsi- 
dent". (Se Lære og Pagter 124:134, 135). Ligesom den 
øverste organisation har hver stav et råd på tolv til at 
assistere dens præsident. Dette råd kaldes det „faste 
højråd". (Se Lære og Pagter 107:36). Under dette leder- 
skab kaldes ældsterne „faste tjenere". (Se Lære og Pagter 
124:137). På denne måde ligner stavsorganisationen Præsi- 
dentskabets og De Tolvs organisation. 

Som en „fast tjener" er ældsternes hovedansvar at 
tjene i åndelige ting på lokalt plan (se Lære og Pagter 
124:137; 107:11, 12); men han kan også kaldes til at rejse 
som missionær. (Se Lære og Pagter 84:111). Ligesom De 
Tolv kaldes halvfjerdserne til at være „særlige vidner" om 
Kristus „for ikke-jøderne og for hele verden". (Lære og 
Pagter 107:25). Til forskel fra ældsterne eller højpræsterne 
har de pligt til at være forberedt på at forlade deres hjem, 
når det er nødvendigt, og virke som „omrejsende prædi- 
kanter" (L&P 107:97) eller „omrejsende ældster" (L&P 
124:138-139) i missionærarbejdets interesse. Højpræsten 
er en „fast præsident" (L&P 124:133-135) med kaldelsen 
til at præsidere i lokale organisationer i Kirken. Læg 
mærke til hvorledes udtrykket „fast" anvendes på dem, 
hvis hovedansvar er lokale, medens „omrejsende" bruges 



til at beskrive de andre. På denne måde udgør De Tolv et 
„omrejsende højråd" (L&P 107:34) i modsætning til de 
lokale „faste højråd" i stavene. (L&P 107:36). Alle disse 
funktionærer kan beskrives som „pastorer" eller hyrder - 
på mange sprog er ordene for „pastor" og „hyrde" det 
samme. 

Patriarken 

Patriarken (den øverste fader) benævnes en „evan- 
gelisktjener" eller evangelist i åbenbaringen. (L&P 107:39 
og den ledsagende fodnote 24). Disse titler kommer af 
ordet „evangelium". På denne måde er patriarken en 
mand, som anvender Evangeliets principper på de enkeltes 
liv gennem inspirerede velsignelser. 

Kvorum'er 

Kvorum'er bliver organiseret for at hjælpe deres med- 
lemmer til at efterleve Evangeliet og blive bedre forberedt 
på at udføre pligterne i deres præstedømme-embeder. (Se 
f. eks. L&P 107:89). Lære og Pagter specificerer størrelsen 
af komplette kvorum'er; læg mærke til, hvorledes de for- 
dobles i størrelse fra embede til embede. (Se det led- 
sagende skema). 

„Lad nu derfor hver mand lære sin pligt" 

Det ledsagende skema viser, at ikke alle Præstedøm- 
mets embeder var blevet gengivet, da Kirken blev organi- 
seret i 1830. Så længe der er en levende profet, som leder 
Kirken gennem åbenbaring, vil genoprettelses-processen 
fortsætte. Fornylig var Præstedømmets samordning og 
udnævnelsen af De Tolvs regional-repræsentanter tegn på 
en betydningsfuld udvikling. 

Herren har forjættet store velsignelser til dem, som 
„ærer" betydningen af deres kaldelse gennem hengiven 
tjenestegerning. (Se Lære og Pagter 84:33-41). Ved slut- 
ningen af sin store åbenbaring om Præstedømmet for- 
manede Herren: 

„Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid 
passe det embede, hvortil han er blevet kaldet", (L&P 
107:99). 



1 Joseph F. Smith; The Improvement Era, Vol. 11, pp. 456-466. 

2 Harold B. Lee; Church News, 26. august 1961; pp. 8—10. 

3 Se Documentary History of the Church, Vol. 2, p. 508; Journal History, 
3. september 1837. •->. 

4 Se Journal History, 8. april 1873. ^ 



201 



Kirkens Præsident- 
skab eller Præsident- 
skab for Det højere 
Præstedømme 


Præsident for det 

højere 

Præstedømme 


> 

■o 
o 

■ 

i-e 

<p_ 


"U 

■ 

m 


X 

■o 

i 

en 


X 

■ 

< 

■fti 

o" 

Q. 

■ 


O. 

(0 

■ 


At udgøre Det Første Præsidentskabs kvorum 
(107:22); at præsidere over Kirken og Præstedøm- 
met (90:13; 112:30); at præsidere over De Tolv 
(107:33); at holde rigets nøgler (81 :2). 


Præsident for Kirken (107:91); og for Præstedøm- 
met (107:65-67); profet, seer og åbenbarer (21:1; 
107:92). 


Særligt vidne om Kristi navn i hele verden (107: 
23); omrejsende rådgiver for at ordinere og føre 
tilsyn med alle andre embedsmænd i Kirken (107: 
58). 


Evangelisk tjener som skal forkynde Evangeliet 
gennem inspirerede velsignelser (107:39-100); em- 
bedet „blev givet for at gå i arv fra fader til søn" 
og hører til den udvalgte sæd; denne orden blev 
indstiftet i Adams dage (107:40, 41). 


Fast præsident (124:134); at præsidere over stave 
og warder og administrere i åndelige (107:12) og 
timelige ting (107:71). 


Omrejsende ældste (124:139); at forkynde Evan- 
geliet for verden og tjene som særligt vidne for 
ikke-jøderne i hele verden (107:25). 


En fast tjener (24:137); at administrere i åndelige 
ting (107:12), ordinere, håndspålæggelse for den 
Helligånds gave, lede møder (20:38-45). 


3 præsiderende højpræster (flere 
rådgivere kan assistere kvorum'et). 




12 apostle (107:23,24). 




Intet fastsat antal, men omfatter 
alle højpræster i staven. 


70 medlemmer, herunder 7 præsi- 
denter (107:45). 


CO 
CD 

Q. 
CD 

r-+ 

CD 

-\ 
^^ 

O 

--J 

CO 

co 


25. januar 1832 (Første 
Præsidentskab organiseret 
18. marts 1833). 




14. februar 1835 


CO 

o. 

CD 
O 

CD 

3 
cr 
o 

-i 

GO 


CO 
"l 

"c 

3 

oo 

CO 


28. februar 1835 


CD 
03 
2, 

00 

co 
o 


Heb. 5:1, 2, 6, 7:11 (læg 
mærke til, at begge præste- 
dømmer omtales ved navn). 


rn 
— h 

CD 

CD 

ro 

CD 

ro 




m 

— f, 

CD 

CD 

4> 

03 
t-f 
rw 

CO 

CO 


> 

■p 

P 

ro 

OD 


r - 
c 
:*- 

o 


Ap. G. 14:23; Jakob 5:14; 
1 Peter 5:1. 



D 

m 
H 

£ 
m 

r- 

O) 

m 
O 
m 

C/5 
m 
tj 

X 

05 

-I 
m 
O 
Q 



fa 9 



fa 
s ■«* 

if "o" 



< »■ 
r- oo 



•fe, 

KJ 



LU 
co' 

O 

■o 


i 

en 


r- 

CO 


g 

55" 
o 

3 


m 

DO 

m 

O 
m 


„En dommer i Israel" (58:16-18; 107:72-74); at 
administrere i timelige sager (107:68). 


At prædike, belære, forklare, administrere 
nadveren og ordinere (20:46-52). 


> 

r-t- 

d 

03 

r-f 
< 

Q3. 
CQ 
CO 

O 

< 

CD 
1 

71 

—\ 

7T 

CD 

ro 
o 

Cn 

co 

i 

cn 
co 


> 

03 

Q. 
< 

03 

—\ 
CD 

O 
CQ 

cr 

CD 

s 

CD 

3 
ep_ 

cq' 

CD 
■p_ 

cq' 

CD 

— * 

to 
o 

cn 
co 


-n 

C 
Z 

7s 

-1 

O 

Z 
m 

X 




48 præster (107:87, 88). Biskoppen 
er præsident for kvorum'et. 


ro 

-&• 

8 

—\ 

CD 

-% 
CD 

O 

cb 
2 


ro 
Ol 

cb 

7T 
O 

3 
CD 

O 

--J 

cb 

cn 


7s 
< 

O 

X 

C 

<: 

m 
X 


4. februar 1831 
(se afsnit 41). 


CO 
CO 

o 


co 
co 
o 


00 

co 
o 


O 
rn 

Z 
O 

< 

m 

H 


H 
3 
co 

^4 

H 

«-t 

c 

CD 
CD 


IT. 

CD 
CF 

O 

> 

■p 

P 

03 


m 

— h 
CD 
CD 

•t- 

o 

ro 

ro 
co 


H 

3 

co 

00 

1 

CO 


m 
z 
< 

05 

Z 

z 
o 

m 
X 



O 
m 

H 

> 
X 

O 



se a 




m 





202 



Fra Missionens 




Præsidentskab 

DON L. CHRISTENSEN 



Det er en velsignelse for enhver sidste dages 
hellig at føle Jesu Kristi Evangeliums enkle sand- 
hed i sit hjerte. 

For at bevise denne følelse af sandhed er det 
nødvendigt at forstå Guds Præstedømmes orden. 

Fader Adam var den første, der modtog Præste- 
dømmet her på jorden. Han modtog nøglerne til 
dets fylde, og ved hjælp heraf velsignede han sine 
slægtninge. Fra Adam til Moses fortsatte Præste- 
dømmet gennem de forskellige forvaltninger. Moses 
modtog Det melkisedekske Præstedømme og holdt 
nøglerne til Israels indsamling. 

På Mose tid forhærdede folket deres hjerter 
med det resultat, at Det melkisedekske Præste- 
dømme blev taget fra dem. 

Aron, Mose broder, fandt nåde for Herrens 
øjne og blev velsignet med et tillæg til Det melki- 
sedekske Præstedømme, herefter kendt som Det 
aronske Præstedømme. Moses og Aron forblev tro- 
faste og gjorde deres yderste for at udbrede Evan- 
geliet. 

To år efter at Aron var død, blev Moses optaget 
og smagte ikke døden, fordi han havde en særlig 
mission at udføre senere. Det aronske Præste- 
dømme, den fungerende præstedømmemagt, fort- 
satte gennem Eleazer, Arons tredie søn. Eleazer 
indtog sin faders plads som højpræst i det mindre 
Præstedømme. 

Det er imidlertid godt at lægge mærke til, at 
„mellem Mose tid og Frelserens komme var der på 
forskellige tidspunkter, og måske til alle tider, hel- 
lige mænd, Herrens profeter, som f.eks. Ezekiel, 



Esajas, Jeremias, Daniel og Profeten Elia og andre, 
som modtog Det hellige Præstedømme som en del 
af deres særlige hverv i Herrens tjeneste." 

Elia, den sidste profet, som holdt Præstedøm- 
mets nøgler før Jesu Kristi komme, blev ligeledes 
optaget, således som Moses blev det. 

Medens Jesus var her på jorden sagde Han til 
Peter: „Og jeg vil give dig himmerigets nøgler, og 
hvad du binder på jorden, det skal være bundet i 
himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være 
løst i himlene." (Matt. 16:19). Med denne udtalelse 
kan vi være sikre på, at Jesus hentydede til at Peter 
skulle modtage retten til at præsidere over Kirken. 

Det var kun et par dage herefter, at Jesus tog 
Peter, Jakob og Johannes, tre af de tolv apostele, 
med sig op på Forklarelsens Bjerg, og der blev Han 
forklaret for deres øjne. 

Medens Peter, Jakob og Johannes var oppe 
på Bjerget, kom Moses og Profeten Elia til dem 
og overdrog dem deres nøgler til Præstedømmet. 
Moses gav nøglerne eller retten til Israels indsam- 
ling, medens Profeten Elia overdrog nøglerne til 
den beseglende magt, som først skulle tages bort 
fra jorden igen på grund af uretfærdighed. 

Da den sidste Apostel, Johannes den elskede, 
blev taget fra jorden, fandtes Præstedømmet ikke 
længere blandt menneskene. 

Af denne grund begyndte et stort og vidunder- 
ligt værk at udfolde sig i 1820. Gud Faderen og 
Hans Søn viste sig for den unge Joseph Smith, som 
senere blev kendt som den første Sidste Dages 
Profet. 



203 



I juni, i denne måned for et hundrede fyrretyve 
år siden, viste den samme Peter, Jakob og Johannes 
sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery. Under 
deres besøg hos Joseph og Oliver udførte de tre 
ting. De overdrog dem Det melkisedekske Præste- 
dømme, hvad der vil sige retten til magt og myndig- 
hed. De gav dem Guds Riges nøgler eller retten til 
at præsidere i Det melkisedekske Præstedømme og 
over Jesu Kristi Kirke, som skulle grundlægges på 
jorden. Peter, Jakob og Johannes gav derefter desu- 
den Joseph Smith og Oliver Cowdery det der kal- 
des nøglerne til tidernes fyldes forvaltning. Med 
andre o rcT retten til at præsidere over denne sidste 
forvaltning. 

Nu, da Præstedømmet og nøglerne var givet, 
kunne Kirken organiseres. Dette skete den 6. april 
1830, således som det var åbenbaret og befalet af 
Herren. 

Den samme dag Kirken blev organiseret blev 
Joseph Smith ordineret og opretholdt som den før- 
ste Ældste og Oliver Cowdery som den anden. 

Nu da Kirken var organiseret blev Joseph og 
'Oliver døbt endnu engang, hvad der var nødvendigt 
for at komme ind i Guds Rige, hvilket vil sige at 
være medlem af Kirken. 

Seks år efter at Kirken var organiseret, nemlig 
den 3. april 1836, kom Moses, Profeten Elia og Elias 
til Joseph Smith og Oliver Cowdery i Kirtland Tem- 
plet. De overgav særlige nøgler til Joseph Smith og 
Oliver Cowdery, således som det berettes i Lære 
og Pagter, 110. afsnit. 

Moses og Profeten Elia gav Joseph og Oliver 
nøjagtigt hvad de havde givet Peter, Jakob og Jo- 
hannes, da de viste sig som opstandne væsener på 
Forklarelsens Bjerg. 

Ja, det er godt at forstå den fuldkomne orden i 
Guds Rige, og at vide, at vi, hvert eneste medlem, 
nyder Præstedømmets velsignelser og har ret til, 
hvis vi er trofaste og værdige, at indgå i Hans fuld- 
komne celestiale orden ved hjælp af dette Præste- 
dømme. 

Don L. Christensen, 
missionspræsident 



jX 





i ■ 1 1 i 



. 



m i -m;- : .§■■ .■ f % 






204 



Lederskabs- 
Seminar 



Lørdag den 22. og søndag den 23. 
marts afholdtes i kirken på Maglegårds 
alle i Søborg et seminar for lederne 
i den danske mission, og det havde 
samlet godt 200 deltagere fra hele lan- 
det. 

Seminaret blev en meget stor suc- 
ces, og dette beroede ikke mindst på, 
at alt var planlagt til de mindste enkelt- 
heder, således at intet var overladt til 
tilfældigheder. 

Seminarets slogan var „Nøglen til 
succes", og formålet udtrykkes på smuk- 
keste måde af Herren med Hans egne . 
ord: „Og jeg befaler, at I skal under- 
vise hinanden i rigets lære. Lær flittigt, 
og min nåde skal ledsage jer, så I kan 
blive mere fuldkomment undervist i evan- 
geliets teori, principper, lære og lov og 
i alle ting, som tilhører Guds rige og 
er nyttige for jer at forstå. Både om det, 
der er i himlen, på jorden og under jor- 
den." (L & P. 88:77-79) 

Nøglen til succes ligger i, at vi 
lærer efter følgende formel: (1) Plan- 
lægning, (2) Iværksættelse, og (3) Sa- 
gen følges op, og dette var emnet for 
seminarets forskellige møder. 

Seminaret indledtes lørdag kl. 11.30 
med registrering af deltagerne, som 
hver især fik udleveret en mappe, in- 
deholdende program og materiale til 
hvert enkelt møde, samt navnemærke 
med angivelse af den pågældendes 
distrikt og gren, endvidere blyant, pa- 
pir til notater, statistikker, etc. 

Kl. 12.30 begyndte det første fæl- 
lesmøde. Efter sang og bøn indledtes 
med en sang, specielt digtet til se- 
minaret og fremført af en kvintet fra 
Esbjerg. Efter velkomst og indledning 




ved missionspræsident Don L. Chri- 
stensen fortsattes med en genealogisk 
præsentation, bestående af lysbilleder 
med tilhørende tale. Derefter talte bro- 
der Jørgen W. Schmidt om Distributions 
Centret og dets virke og gav gode råd 
om benyttelsen af det. 

Efter endnu en sang af kvintetten fra 
Esbjerg var der lysbilleder med tilhø- 
rende tale om Festinord, hvorefter sø- 
ster Ellen Hall gav en glimrende frem- 
stilling af, hvorledes man bør undervise, 
og hvorledes man ikke bør gøre det. 

Efter dette første fællesmøde, som 
varede til kl. 15, var der sightseeing- 
tur for alle deltagerne, som i fem bus- 
ser kørte rundt til Københavns sevær- 
digheder. Det var morsomt for køben- 



havnerne for en gangs skyld at se 
deres by fra turistside, og for delta- 
gerne fra provinsen var det interessant 
at se København fra den side. 

Kl. 18.30 var der banket i festsalen, 
hvor der serveredes flæskesteg med rød- 
kål og is. Bordkortene var nøgleringe, 
som symbol på seminarets emne, og 
bordene var smukt pyntet af søster Sara 
Dressø i spidsen for en komité. En 
række søskende fra de københavnske 
grene samt missionærer sørgede for, 
at deltagerne blev betjent på bedste 
måde. Under middagen, hvor broder 
Ebbe Rosenkilde var ceremonimester, 
sang vi forskellige muntre sange, og 
der var optræden af G.U.F.s medlemmer. 

Efter middagen vistes en film, „The 



► 



205 




King Family", som viste en mormon- 
familie, der har optrådt i amerikansk 
fjernsyn og har gjort stor lykke. 

Aftenen sluttede med underholdning 
og dans, ledet af broder Karl Ove Niel- 
sen. 

Søndag morgen mødtes vi kl. 8 til 
fællesmøde, som efter sang og bøn ind- 
ledtes med en tale af missionspræsi- 
dent Don L. Christensen, „Hæv dig 
over dig selv", hvorefter en række lys- 
billeder med tilhørende tale viste os, 
hvorledes en søndag går for en grens- 
præsident. Der var vist mange af os, 
som ikke havde nogen idé om, hvor stort 
og omfattende en grenspræsidents ar- 
bejde er, så det var godt for os vir- 
kelig at se, hvor meget han har at 
gøre og hvor stort et ansvar han har. 

Vi fik derefter en gennemgang af 
Præstedømmets ordinanser, dåb, velsig- 
nelse, salvelse, eta, ved brødrene Arthur 
Sørensen, Andreas Sølbæk og Finn Lyk- 
kegaard Nielsen, og første del af mø- 
det sluttede med lysbilleder om „Vejen 
til fuldkommenhed", i dette tilfælde tien- 
debetaling. 

Efter en kort pause talte præsident 
Verner Buur om Det aronske Præste- 
dømmes belønninger, hvorefter vi så 
en række lysbilleder med tale om 
„Kvindens fødselsret". Efter en violin- 
solo ved broder Orla Knudsen, Odense, 
så vi en demonstration af, hvorledes 
man gør et hus til et hjem. Vi så vin- 
duerne „Renlighed", „Ærlighed og hel- 

", „Tjeneste og trofasthed" og „Kær- 
blive åbnet efter taler af hen- 
holdsvis broder Henning Frederiksen, 



søster Sonja Lind Jensen, broder Finn 
Lykkegaard Nielsen og søster Inger 
Hentzen. Dette indslag var under ledel- 
se af søster Marva Christensen. 

Efter et resumé ved præsident Chri- 
stensen sluttede dette møde med san- 
gen „Der er skønhed her på jord" og 
bøn. 

Efter spisning fortsatte seminaret 
med det sidste fællesmøde. Efter vel- 
komst, sang og bøn så vi en film, „Por- 
træt af en Profet", omhandlende Præ- 
sident David O. McKay's liv og virke, 
og det var en betagende oplevelse at 
følge Præsident McKay lige fra hans 
spæde barndom til hans høje alderdom. 
Efter filmen blev der oplæst en særlig 
hilsen til seminarets deltagere fra Præ- 
sident McKay. 

Efter endnu en violinsolo ved bro- 
der Orla Knudsen var der vidnesbyrd- 
møde, hvor seminarets deltagere fik lej- 
lighed til at bære deres vidnesbyrd om 
Kirkens sandhed for hinanden. 

Seminaret sluttede med sangen 
„Han lever! Vor Forløser stor" og bøn 
ved broder Verner Korsgaard, og del- 
tagerne kunne rejse hjem efter en be- 
rigende tid og en vidunderlig oplevelse 
sammen med deres søskende fra hele 
missionen, og de vil alle kunne bringe 
en vidunderlig ånd med tilbage til deres 
grene og overføre de belæringer, de 
har fået på seminaret, til de andre med- 
lemmer i deres grene. 

Som en af deltagerne vil jeg gerne 
sige tak for den dejlige tid jeg tilbragte 
sammen med søskende fra hele landet. 

M. K. 



DØDSFALD: 
Frederikshavn: 

Den 16. januar døde broder Thomas 
Christian Nielsen, 78 år gammel. Æret 
være broder Nielsens minde! 
København Gren: 

Den 13. januar døde søster Dorothea 
Pedersen Christensen, 90 år gammel. 
Æret være søster Christensens minde! 
Skive: 

Den 9. marts døde broder Viggo Chri- 
stensen Rytter, 72 år gammel. Æret være 
broder Rytters minde! 
København Nordre Gren: 
Den 29. marts døde søster Rosa Olsen, 
62 år gammel, og blev begravet fra kir- 
ken på Maglegårds allé i Søborg skær- 
torsdag den 3. april. Æret være søster 
Olsens minde! 

VELSIGNELSER: 

København Nordre Gren: 23. februar: 
Ole Victor og Diane Frances Victors tre 
børn, Ole Jakob Victor, Niels Martin 
Nicolaj Victor og Hans Henrik Victor, 
alle velsignet af deres fader. 
2. februar: 

Erik Toft og Lone Rytter Tofts søn, Lars 
Toft, velsignet af sin fader. 
2. marts: 

Verner og Ragnhild Korsgaards datter, 
Ninna Birgithe Korsgaard, velsignet af 
sin fader 

Wiggo Grand Nielsen og Inge Steen 
Nielsens søn, Richardt Steen Grandt Niel- 
sen, velsignet af broder Henning Johan- 
sen. 

København Gren: 5. januar: 

Bendt Giesmann og Birthe Marie Lind- 
hardts datter, Britta Giesmann Lindhardt, 

velsignet af sin fader. 

Frederikshavn: 8. december 1968: 
Christian Marinus og Henny Hertha 
Nielsens datter, Anette Birgitte Nielsen, 
velsignet af broder Tage Holm Larsen. 
7. januar: 

Kresten Tobias og Bodil Vivi Sethsens 
søn, Mikael Tobias Anton Sethsen, vel- 
signet af broder Jens Holm Larsen. 
2. februar: 

Tage og Conni Birgit Holm Larsens datter, 
Eva Holm Larsen, velsignet af sin 
Amager Gren: 2. marts: 
Poul og Birgitte Bille Petersens 
Jesper Johan Bille Petersen, velsignet af 
s\n fader. 

Slagelse Gren: 9. marts: 
Søren Peter Bille Edsberg Andersen ©g 
Johnna Sylvia Sieling Andersen søn, 
David Bille Sieling Edsberg Andersen, 
velsignet af sin fader. 



206 



DÅB: 

Holstebro: 20. juli 1968: 
Hanne Margrethe Thomsen, døbt af æld- 
ste Elvin Jensen Thomsen, håndspålæg- 
gelse ved ældste Michael Andersen. 
Fredericia: 31. august 1968: 
Sigrid Jensen, døbt af ældste Larry Jacobs, 
håndspålæggelse ved broder Knud Bent 
Andersen. 
30. november 1968: 

Johnny Julius Christiansen, døbt af ældste 
Elvin Jensen Thomsen, håndspålæggelse 
ved broder Palle Blønd. 
Jytte Christiansen, døbt af ældste David 
R. Bird, håndspålæggelse ved broder 
Knud Bernt Andersen 
Frederikshavn: 21. december 1968: 
Jens Børge Sørensen, døbt af ældste 
Bruce P. Ericksen, håndspålæggelse ved 
broder Tage Holm Larsen. 
Esbjerg: 23. december 1963: 
Johanne Nielsen Lind, døbt af broder Aage 
T. Hansen, håndspålæggelse ved broder 
Arne Pedersen. 
Odense: 2. november 1968: 
Janne Hansen, døbt af ældste Daniel She- 
pard, håndspålæggelse ved ældste Bruce 
P. Ericksen. 
18. november 1968: 

Ulla Marianne Petersen, døbt af ældste 
Daniel Shepard, håndspålæggelse ved 
samme. 

1. februar 1969: 

Dorrit Elisabeth Haupt, døbt af broder 
Henry Christian Haupt, håndspålæggelse 
ved samme. 
15. marts 1969: 

Lars Frees Horneman, døbt af broder 
Henry Christian Haupt, håndspålæggelse 
ved ældste Michael Nielsen. 



Aarhus: 17. december 1968: 
Ulla Ingeborg Vork, døbt af ældste Ste- 
ven N. Peterson, håndspålæggelse ved 
broder Jens Lind Jensen. 
25. januar 1969: 

Marianne Sørensen, døbt af ældste Ja- 
mes Hall Woodward, håndspålæggelse 
ved broder Jens Lind Jensen. 
Centrum Sjælland: 19. januar 1969: 
Hans Peter Stokholm, døbt af broder 
Svend Aage Stokholm, håndspålæggelse 
ved samme. - 

Slagelse Gren: 4. januar 1969: 
John Erik Christensen, døbt af ældste Mar- 
vin Poulsen, håndspålæggelse ved broder 
Søren Edsberg. 
København Nordre Gren: 
15. februar 1969: 

Hanne Wiig, døbt af ældste Niels Valen- 
tiner, håndspålæggelse ved ældste Jens 
Hansen. 

København Gren: 1. februar 1969: 
Solveig Barkou Thomsen, døbt af broder 
Sven-Erik Thomsen, håndspålæggelse ved 
samme. 

Ann Williams, døbt af broder Steven Lange 
Williams, håndspålæggelse ved samme. 
Amager Gren: 15. februar 1969: 
Carl Johan Henckel, døbt af ældste Ro- 
bert F. Rameson, håndspålæggelse ved 
samme. 

Joan Majbritt Henckel, døbt af ældste Ro- 
bert F. Rameson, håndspålæggelse ved 
ældste Charles F. Adams, Jr. 
Nanna Marie Henkel, døbt af ældste Ro- 
bert F. Rameson, håndspålæggelse ved 
ældste David Reed Bird. 
Rigmor Johanne Haudrup, døbt af ældste 
Robert F. Rameson, håndspålæggelse ved 
samme. 



Jesus træder i sin Faders fodspor og arver, hvad 
Gud gjorde førend Ham; og Gud bliver således 
forherliget og ophøjet ved alle Hans børns frelse 
og ophøjelse. 

Joseph Smith 



Fødselsdage: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 
Svanhild Oline Hoel Larsen, Carl Langes- 
vej 54, 75 år den 3. juli. 
Harry Sofus Johannes Jensen, Ryes- 
gade 1, København, 70 år den 4. juli. 
Mary Henritte Løgholt, Tranehavegård 17, 
København, 70 år den 5. juli. 
Ella Rose Høye, København Nordre Gren, 
65 år den 5. juli. 

Ellen Estella Lund, Kronp. Sofiesvej 8 A, 
80 år den 7. juli. 

Petra Catrine Jensine Erdmann, Hvidkil- 
devej 16 B, 65 år den 7. juli. 
Karen Marie Nielsen, Silkeborg, 75 år 
den 11. juli. 

Doris Marie Handberg Mougaard, Ran- 
ders, 70 år den 17. juli. 
Bertel Julius Olsen, Esbjerg, 85 år den 
21. juli. 

Alfred Jørgen Sørensen, Esbjerg, 75 år 
den 21. juli. 

Jensine Emilie Andersen, Svendborg, 75 
år den 28. juli 

Anna Petra Hansen, Horsens, 75 år den 
29. juli. 

Bodil Birk, Sylviavej 15, København, 
60 år den 29. juli. 

Emil Herman Westphal, Esbjerg, 80 år 
den 31. juli. 



ORDINATIONER: 
København Gren: 16. februar: 
Tage Werner Røder ordineret til diakon 
af broder Vagn Røder. 
9. marts: 

Henrik Als ordineret til diakon af broder 
Jens Kristoffersen. 

Finn Poulsen ordineret til lærer af broder 
Svend Aage Christensen. 
København Nordre Gren: 24. februar: 
Jeff Peter Linden ordineret til præst af 
broder Benny Arvid Linden. 
9. marts: 

Kennie Holmegaard Rasmussen ordineret 
til diakon af broder Orla Rasmussen. 
Slagelse, 16. februar: 
John Erik Christensen ordineret til diakon 
af broder Søren Edsberg. 
Odense: 30. marts: 

Lars Frees Horneman ordineret til dia- 
kon af broder Jørgen Larsen. 
ib Bjarne Hansen ordineret til præst af 
broder Henry Haupt. 

Benny Uffe Kristensen ordineret til præst 
af broder Charles Larsen. 



Når et barn begynder at stille spørgsmål 



AF RICHARD L EVANS fra de Tolv Apostles Råd. 




ET MENNESKE FINDER HURTIGT ud af hvor lidt det egentlig ved, når 
et barn begynder at stille spørgsmål. Børn gennemskuer os mange gange 
ind i vort allerinderste, og i deres ærlighed afslører de vore hyklerier. De 
ønsker at vide - og vi giver dem ord. Hvordan gror den sæd der bliver lagt 
i jorden? Hvorfor er det koldt? Hvad er det, der gør det mørkt om aftenen? 
Hvad er det, der får mit hjerte til at slå? Hvad er det. der får mig til at bevæge 
mig? Hvorfor? Hvad? Hvordan ved du det? Det første svar, vi giver, er mange 
gange ikke tilfredsstillende - og et „hvorfor" kan følge hvert svar. Vi søger 
alle her i livet og mange gange må vi se i øjnene, at vi ved mindre end vi 
regnede med. Hvad er det, der får to celler til at forene sig og dele sig og 
blive til et levende væsen? Hvordan virker hukommelsen? Hvem gav vort 
legeme modstandskraft så det mange gange kan kurere sig selv? Hvem gav 
dyrene deres instinkt? Hvad er det, der får is til at udvide sig, når det fryser? 
(hvis det ikke gjorde, ville det være en anden slags verden). Hvordan blev 
alting skabt, så det kan bruges? Vi opdager, vi observerer. Vi lærer at bruge 
de ting, som er i naturen - og som var beregnet for os. Vi iagttager naturens 
orden. Vi forklarer med ord - men uden at vide meget om det endelige svar, 
sindet, formålet, den oprindelige drivkraft, begyndelsen af det hele. Dække- 
net over blasertheden er, efter alt, en relativ svag overflade og vi bruger kun 
de ting Gud har givet os. „Jeg formoder", sagde en viis mand, „jeg formoder, 
at mennesket intet har skabt, som Skaberen ikke allerede var klar over", (1) 
og gennem det hele er der et stort vidnesbyrd om, at Skaberen og Administra- 
toren over det hele virkelig lever, og stadig holder skabelsen igang - og det 
er vor sikkerhed for at foråret vil komme, at årstiderne vil følge efter hinan- 
den, at vi vil høste vor høst og at vort liv vil gå videre som det er planlagt og 
med et formål, til trods for vore bekymringer, store eller små - og der vil ikke 
være lejlighed til dristighed og indbildskhed for noget menneske, ligemeget 
hvor meget han så end tror han har lært. Ydmyghed, med tro, ærbødighed og 
respekt, kommer til os alle. Et menneske finder hurtigt ud af, hvor lidt han 
ved, når et barn begynder at stille spørgsmål. Q